Udenrigspolitik

Foghs brev under hård beskydning

KØBENHAVN:Et 600 ord langt debatindlæg om, at Europa skal stå sammen om at støtte USA, får nu oppositionen til at anklage statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at være i gang med det modsatte: At slå revner i sammenholdet i Europa. Og statsministeren kommer i dag under hård beskydning i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Det åbne brev, der blev bragt i går i 12 europæiske aviser, opfordrer til, at Europa og USA står last og brast i "urokkelig beslutsomhed" over for Irak. Afsenderen er statsledere fra syv europæiske lande, hvoraf kun Danmark, Polen og Storbritanien er fra Nordeuropa. - Det transatlantiske forhold må ikke blive offer for det nuværende irakiske regimes forsøg på at true verdens sikkerhed, skriver statslederne blandt andet i brevet. Oppositionen buldrer over, at statsministeren efter sin meget roste indsats for EU's udvidelse nu medvirker til at skabe skel i Europa. - Jeg mener helt klart, at det er Danmarks rolle at bygge bro i Europa omkring udenrigspolitiken. Det her er meget beklageligt, siger Marianne Jelved (R), der får medhold af andre nordjyske folketingsmedlemmer. Flere partier mener også, at udmeldingen slår tvivl om Danmarks holdning til en eventuel krig mod Irak, og at et sådant kursskifte skulle have været forelagt Udenrigspolitisk Nævn. - Jeg agter ikke bare at sidde tilbagelænet og stille og ikke stikke snuden frem. Jeg vil gerne, at Danmark er med på banen og med til at sætte en dagsorden, siger Anders Fogh Rasmussen, der afviser, at brevet viser en ny dansk holdning. Idéen og udkastet til brevet kom fra Spaniens premierminister, José Maria Aznar. Den britiske avis The Times beskriver brevet som en direkte provokation rettet mod Tyskland og Frankrigs Irak-politik.