Foghs kolde tyrker

Vælgerne siger nej

KØBENHAVN:Tyrkisk medlemskab af EU er som en åben vandhane. Det strømmer ud med både varmt og koldt, men det kolde vinder altid. Mange husker klippet fra Fogh-filmen, hvor udenrigsminister Per Stig Møller skabte diplomatisk røre, da han for åben mikrofon afslørede noget, der lignede tysk dobbeltspil. Hans tyske kollega måtte bruge mange kræfter på at dementere, men reelt ved alle, at stort set samtlige EU-lande har samme syn på sagen. EU skal knytte Tyrkiet til sig med slesk tale, holde mulighederne åbne, men samtidig årtier endnu lade det blive ved det. Den danske regering med statsministeren i spidsen er hverken værre eller bedre end de andre. Måske snarere værre, når det kommer til stykket. Kold tyrker Hjemmefronten er ikke med. Og nok er tyrkisk medlemskab en geopolitisk nødvendighed, men ingen regeringschef sætter sagen på spidsen i en valgkamp. Den kan koste magten. Begejstringen var afmålt ved topmødet i København. Nu er det endt i en kold tyrker. Langt de fleste danskere forbinder ordene Tyrkiet og EU med islamisk fundamentalisme, integrationsproblemer, fårehyrder i Anatolien, kvinder med tørklæde og kriminalitet. Det er langt fra noget rimeligt billede. Nye tal viser, at to ud af tre voksne tyrkere bidrager til samfundsøkonomien i arbejde. Integrationsproblemerne er færre og fætter/kusine ægteskaber for at opnå familiesammenføring falder i antal. Desuden ved enhver, der har leget turist i det tyrkiske, at vestlig tankegang og økonomisk velstand spreder sig i store byer som Istanbul, Ankara og Izmir. Men det tæller kun lidt, når meningsmålinger med al tydelighed afslører, hvad den menige tyrker ser af muligheder i EU-medlemskab. I forgårs kunne det LO-finansierede ugebrev A4 således med en tyrkisk Gallup i hånden referere, at hver fjerde tyrker direkte satser på at tage arbejde eller bolig i et andet EU-land. Endda drømmer halvdelen af indbyggerne i den mest fattige provins om det. Et billede herboende tyrkere bekræftede i TV2/Nyhederne med sætningen "de er født som bønder, men de vil ikke dø som bønder". Den slags underbygger myter, angst og tvangstanker langt ind i et ethvert regeringskontor – også det danske. Og overskygger fuldstændig det rationelle argument – nemlig, at ingen forestiller sig, at Tyrkiet af i dag bliver optaget som medlem. Truffet valg Anders Fogh Rasmussen har truffet sit valg. Han sætter sig ikke mellem to stole. På de bonede gulve kan det ganske vist godt være behageligt at læne sig tilbage og kikke landkort med klar beskrivelse af, hvorfor Tyrkiet som EU-land vil være bolværk mod alt, der kommer fra den øvrige islamiske verden. Men det budskab er bare umuligt at sælge, når han samtidig holder fast i en stram udlændingepolitik med tilknytningskrav og syvårs-regel, der hæmmer familiesammenføring endda også for danske statsborgere. Den vil blive underkravet af selv den mindste åbning over for fri tyrkisk EU-bevægelighed. På strammerfløjen Den danske regering vil på topmødet i morgen og fredag derfor være på strammerfløjen i EU, hvis man overhovedet kan tale om en fløj, når alle er strammere med kun nuanceforskelle. Tyrkerne vil få en dato for at begynde optagelsesforhandlingerne, men intet om, hvornår de slutter. Der vil være betingelser og overgangsordninger. Det vil endda ligge i kortene, at tyrkerne måske aldrig får den samme frie bevægelighed som andre EU-borgere. Og så videre. Alt sammen for at tækkes de store flertal på hjemmefronten, der hellere ser tyrkerne der retur end nye komme til. I den danske valgkamp vil Pia Kjærsgaard rase og gøre sin modstand mod tyrkisk EU-medlemskab til et hovedpunkt i sin kampagne. Det store brede flertal med statsministerkandidaterne Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft i spidsen vil pænt svare hende, at den diskussion slet ikke er aktuel endnu. Og så vil de i øvrigt prøve at tale om alt muligt andet.