Foghs verdens- krig

Statsministerens verbale eskapader i forbindelse med markeringen af 29. august 1943 har med øjeblikkelig virkning gjort ham til Danmarksmester i den nationale disciplin: Heltemodige analyser af andres mangel på heltemod. Hans motiver til ordbravalderet er utvivlsomt blandede: lige fra gammel ærgrelse over 10 års fodnotepolitik, hvor dansk forsvarspolitik blev gjort til grin af oppositionen under en tidligere borgerlig regering, til en helt nutidig trang til at markere borgerlig fasthed og sunde principper, når ædle hjerter står vagt i kampen mod onde despoter, for..., ikke sandt, Hitler rimer jo næsten på Hussein, så enhver kan forstå et ideologisk vink med en vognstang. Bare synd, at en statsminister med så megen verbal-heltemod skyder sig selv i foden, når enhver med minimum af historisk erindring vil vide, at netop statsministerens parti samt den store erhvervsgruppe, som det (især dengang) repræsenterede, ikke ligefrem udviste det største heltemod i kampen mod nazismen. Hvad danskerne gjorde i 40'rne samt senere, da den kolde krig var mest iskold, er bedst karakteriseret af en højtstående engelsk NATO-officer under den førnævnte fodnoteperiode: "Danskerne elsker skam friheden! Endda så højt, at de er villige til at kæmpe til sidste engelske, hollandske og tyske soldat for at bevare denne frihed!". I denne synsvinkel er der vis substans, når partichef, cand. oecon., p.t. (mindst de næste fem-seks år) statsminister Fogh begynder at lege historiker. Blot er der lige et vigtigt aspekt som såvel Fogh selv, som hans kritikere og beundrere fflsyneladende alle har glemt i den megen debat, derfor i al ubeskedenhed følgende kommentar: Det er, som om vi, vores enten kritik af eller forsvar for besættelsestidens samarbejdspolitikere, forestiller os, at "politikere" - underforstået umoralske eller ubegavede sådanne - er noget, vi er blevet påtvunget af grimme marsmænd. Har vi ganske bekvemt "glemt", at de politikere, der var ansvarlige for vores totalt manglende forsvarsberedskab op gennem 30'rne, var valgt af folket, hvorfor det manglende forsvar vel dybest set var i overensstemmelse med danskernes ønske? Har vi glemt, at i starten af krigen, da alle troede på tysk sejr, var der (groft sagt) én pct. modstandsfolk, én pct. tyskerhåndlangere og 98 pct., der afventede slagets gang? Vi husker de "fem forbandede års afsavn", mangelen på kaffe, chokolade, benzin, cykeldæk og sukker, men har vi ikke glemt den mest grusomme mangel, da nationen 5. maj 45, helt akut, stod og manglede fire millioner frihedskæmperarmbind? Det var i de glade dage, hvor fjenden ikke mere bestod afverdens bedste soldater, men af ulykkelige "tyskertøse", der fik dansk heltemod at føle med afklippet hår og hagekors på bagdelen! Har vi glemt folketingsvalget knapt et halvt år før hin minderige 29. august d.v.s. efter Hitlers nederlag ved Stalingrad og efter hans nederlag ved el-Alamein, og altså på et tidspunkt, hvor ethvert barn kunne se, at han ikke ville vinde den krig, han havde startet, at just på dette tidspunkt genvalgte flødedanskerne med bragende majoritet netop de "samarbejdspolitikere" som vi nu finder så amoralske og/eller ubegavede? Har vi ligeledes glemt den ledende socialdemokrat, opportunisten Buhl, der også i tiden efter førnævnte tyvske nederlag, fortsatte med i radiotaler at forrnane danskerne til at opføre sig "pænt" over besættelsesmagten? Har vi for resten også glemt, at fjolle-fløde-danskerne i sommeren 45 valgte samme Buhl til vores første efterkrigsstatsminister? Mens - naturligvis, må man sige - hans partifælle, medlem af Frihedsrådet, Frode Jakobsen, aldrig i efterkrigsperioden, af landets dengang største parti fik de politiske poster som han mod, viden, erfaring og moralske integritet berettigede til! Har vi for nu at opsummere, glemt det gamle ord, at vi har og havde de politikere vi fortjener? Jeg gider ikke flere kommentarer om Foghs ideologisk/taktiske fedtspil, men blot påpege, at ud af ikke særlig noble motiver kan der meget vel komme et fornuftigt resultat: Det kunne her eksempelvis være, at vor lille, selvretfærdige nation begyndte at reflektere over historiske realiteter, herunder hvornår hvem får rnagten hvordan. Så ville der, ud af en situation, hvor landets førende DJØF'er pludselig iførte sig en historikerkasket, kunne komme nyttig tankevirksomhed; ja, måske ligefrem, at vi begyndte at udnytte vores ret til at vælge forstandige mennesker til at lede landet. En ironisk morale er vel også en slags morale? M.C. Holst, Vollerupvej 49, Em ved Vrå, er landinspektør.