Fokus og frygt

Mogens Lykketoft leder med frygt, men kuren har virket i Socialdemokratiet, der har fundet fokus og opbakning

- Hvem vinder på det her? Sådan spørger Mogens Lykketoft nok sin folketingsgruppe på tirsdag, når han har læst denne artikel. At artiklen oven i købet delvist bygger på kilder i folketingsgruppen, som har ønsket at være anonyme, vil helt sikket også få et par beske kommentarer med på vej af Socialdemokratiets formand. Mogens Lykketoft har i dag siddet på posten i præcist et år, og har ikke brugt tiden til at stryge folk med hårerne. Han kom til magten efter en lang periode, hvor det gamle arbejderparti nærmest var ved at falde fra hinanden i internt kævl, fløjkrig og dårligt blod. Knap var den ene strid lukket, før den næste dukkede op – tit båret af anonyme kilder. Derfor begynder Mogens Lykketoft ofte sin politiske beretning om tirsdagen med at gennemgå ugens aviser for dårlige historier og læk foran gruppen. Han læser sågar gerne artiklerne højt ledsaget af en opsang til de formodede kilder. - Der er ingen vindere, men partiet taber, lyder Mogens Lykketofts svada ved de lejligheder. Den konsekvente afregning og det frygtede temperament kendetegner formanden, men det er ikke nødvendigvis dårligt. - Forsiden af den medalje er, at man ved, når der er noget galt. Bagsiden er, at han nogen gange skulle have talt til ti, siger næstformand i partiet, Lotte Bundsgaard. Tirsdagsopsangen kan dog også kamme over for formanden, påpeger flere. Nogle sager er ganske enkelt så små, at han ville være bedre tjent med at lade dem passere ubemærket hen over scenen i stedet for stædigt at køre på. Ikke mindst fordi seancen banker folk helt ned under gulvbrædderne og efterlader en negativ stemning i gruppen. Nogle vælger sågar at blive væk. - Folk orker det ikke mere, og mange af dem, der kommer tør ikke sige et pip, for så farer han op som en tasmansk djævel. Det er ærgerligt, for folk møder op og er positive, men efter sådan en omgang er der en mere eller mindre permanent dårlig stemning, og det skaber en uentusiastisk folketingsgruppe, siger et medlem. På et af de første gruppemøder som leder gik Lykketoft så langt, som til at opfordre 'gamle partiledere' til nøje at overveje deres udtalelser til pressen, efter at Nyrup åbent havde stillet spørgsmålstegn ved partiets Irak-linje. Det fik både Nyrup og Auken til at rejse sig og protestere mod at få mundkurv på af den nye partileder. Svær opgave Der er ingen tvivl om, at Lykketoft er kommet på en opgave, som ikke er let. Selvom der er kommet mere ro over flokken, præger de to gamle partiledere og ikke mindste deres fløje stadig partiet, og de vogter på hinanden. Til gengæld kan alle samles om én positiv ting ved Lykketoft. Han formår at føre en klar og konsekvent linje og få sat tingene i system i modsætning til Nyrup, som lidt for let lod sig drive rundt i manegen af pludselige indskydelser. - Vi går ikke ud og opfinder verdenssituationen hver uge. Det gjorde vi tidligere, og det var til at blive vanvittig over, siger en Nyrup-støtte. Eksempelvis er det lykkes Lykketoft at fastlægge en klar linje i udlændingepolitikken, som før splittede partiet på kryds og tværs. Til gengæld er hele velfærdsområdet stadig en varm kartoffel, hvor Auken-fløjen ønsker, at partiet skal adskille sig mere markant fra Venstre, og Nyrup-fløjen frygter, at kursen kommer for tæt på SF. Lykketoft selv prøver at holde sig fri at fløjpolemikken og holder sig i stedet til en lille kerne af folk med den nære ven Pia Gjellerup i spidsen. Fipskæg i vejret Selvom Lykketoft anstrenger sig for at finde fælles fodslag, har han svært ved at skjule sin utålmodighed. Når han har gjort analysen op og linjen er lagt, er der ikke grund til at spilde lang tid på debat. - Han tænker lynende hurtigt, og han har ikke altid den store forståelse for dem, der ikke tænker lige så hurtigt, som ham selv. Han er ikke så god til at sørge for at få alle inddraget i beslutningerne, og der skal han blive bedre til at forankre den politiske proces i gruppen, siger et folketingsmedlem, som til gengæld påpeger, at Lykketoft er meget bedre til at uddelegere og tiltro andre en opgave end Nyrup. Til gengæld stiller han enorme krav, mens han ikke selv er særlig modtagelig overfor kritik og gode råd. - Så reagerer han gerne med at blive fornærmet og stikke fipskæg og næsen i vejret, går lidt i baglås og siger jaja eller ignorerer det. Så ved man godt, at man er gået galt i byen. Andre mener dog godt, at Lykketoft kan tage imod kritik, han skal bare lige tygge lidt på den først. Men én ting er sikker - han vil ikke have kritikken offentligt. For som han siger: - Hvem vinder på det?