Fokus på adgangsforhold

Handicaporganisationerne i Brønderslev Kommune vil nu sætte fokus på adgangsforhold for personer med handicap og forhold i øvrigt for personer med handicap.

Den første by, der sættes fokus på, er Klokkerholm. - Klokkerholm er en by, hvor der sker meget, og derfor synes vi, at det var en god idé at kigge på forholdene her, siger Elly Henriksen, Kaj Hansen, Per D. Nielsen og Asger Deth Jensen fra handicap-organisationerne. - Brønderslev by er der i forvejen en del fokus på. Handicaporganisationerne er for tiden meget opmærksomme på adgangsforholdene til bygninger med offentlig adgang. Elly Henriksen, Kaj Hansen, Per D. Nielsen og Asger Deth Jensen fortæller, at de har konstateret, at forholdene ikke er i orden ved flere forretninger. - Vi forsøger i første omgang at snakke med forretningerne, men hjælper det ikke, går vi til Brønderslev Kommune. - Mange gange er det fordi man ikke tænker over det. De fire peger på, at der i forbindelse med ombygninger skal etableres niveaufri adgang. En af de butikker, der fremhæves, er Imerco i Brønderslev, der har lavet nyt indgangsparti, hvor der er niveaufri adgang til forretningen. - Her er virkelig gode forhold for personer med handicap, bemærker de. Og det er noget vi er glade for. Elly Henriksen, Kaj Hansen, Per D. Nielsen og Asger Deth Jensen fortæller, at der efter Klokkerholm sættes fokus på andre byer. Tidligere er der anket over forholdene ved rutebilstationen i Hjallerup, og her lykkedes det at få Brønderslev Kommune til at ændre ved forholdene, så personer med handicap bedre kan færdes på stedet. Flere blinde pegede på, at det var direkte livsfarligt at færdes ved rutebilstationen. Derfor blev der sat fokus på forholdene, og det lykkedes at få Brønderslev Kommune til at ændre forholdene. Noget af det, der generede blinde og svagtseende var, at der var bustrafik på flere sider.