Fokus på de kristne værdier

Kristendom 10. januar 2003 01:00
KETTRUP: Under overskriften "Fokus" indledes et introduktionskursus til kristendom, som strækker sig over seks aftener i Kettrup Præstegård. Sognepræst Henning Smidt tager sig af indlæggene de enkelte aftener, der begynder tirsdag 28. januar og varer til slutningen af marts. - Med et sådant kursus vil vi vise kirkens ansigt ud ad til, og samtidig ønsker vi en dialog om kristne værdier. Kurserne holdes i en afslappet og hyggelig atmosfære, siger Henning Smidt. Bag initiativet står medlemmer af menighedsrådene for kirkerne i Kettrup og Gøttrup, som har nedsat et udvalg til at føre projektet ud i livet. - Vi lever i en tid, hvor kulturelle sammenstød og menneskelig krise, rodløshed og utryghed både udfordrer til stillingtagen og en søgen efter værdier og tro, der holder, fortæller Henning Smidt. Blandt de overordnede temaer kan nævnes: "Hvorfor er kristendommen noget særligt?" "Hvordan virker bønnen"? "Tør vi vedkende os, at vi er kristne og at alle mennesker har værdi?". Disse spørgsmål og flere andre tages op på kurset, hvor de enkelte aftener indledes med spisning. - Det er med til at styrke fællesskabet omkring det, vi skal tale om. På baggrund af oplægget er det meningen, man i grupper skal drøfte de tanker, det har sat i gang, påpeger Henning Smidt. Der kræves ingen forudsætninger hos deltagerne, blot en lyst til at tale om åndelige spørgsmål og få ridset op, hvad kristendom er. - Vi håber, der er interesserede nok, hvilket vil sige mindst 10 deltagere, siger Henning Smidt. ViN
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...