Ernæring

Fokus på den sunde livsstil

PANDRUP:Der er fokus på kost, motion og motivation, når Livsstilsklubben i Pandrup holder temaaften på mandag 5. marts. Det foregår Industrivej 11 i Pandrup, hvor livsstilsterapeut Susanne Anthony kommer med sine indspark til en sundere livsstil, så man får de bedste muligheder for velvære og overskud i sin dagligdag. Livsstilsklubben i Pandrup er en forening for kvinder og mænd, der kæmper med vægten og gerne vil lægge deres liv om i en sundere retning. - Glæden ved motion, smil og hjælp fra hinanden er vigtige elementer i klubben, fortæller Birthe Marie Jensen. - Og man kan se glæden, for øjenene stråler. Vi er en positiv forening, hvor det ikke handler om idelige slankekure, men om omlægning af livsstil og kostvaner, forklarer hun. - Vi tror simpelthen ikke på slankekure, men på at støtte hinanden i at komme af med de dårlige vaner. Livsstilsklubbens 23 medlemmer mødes hver mandag aften til vejning, ugens faste holdepunkt, hvor der gøres status og udveksles gode råd. Ud over temaaftenen på mandag er der planlagt endnu en temaaften i marts, nemlig mandag 19. marts, hvor Børge Lindegaard fortæller om livsglæde og hvordan man undgår at stress og konflikter påvirker ens hverdag for meget. Det bliver man nemlig syg af.