Fokus på iværksætteri i skolen

3. oktober 2016 08:35

Folkeskolen skal tættere på erhvervslivet - det er grundtanken bag en ny Vejgaard-virksomhed, Konsulenthuset Fuglsang&Co, der håber at bringe iværksætteri og innovation til folkeskolen.

Konsulentvirksomheden arbejder gennem et nyt koncept, "Future Talents", med at bringe folkeskolen tættere på erhvervslivet ved at sætte fokus på iværksætteri og innovation.

Fuglsang&Co, drives af den unge iværksætter Christian Fuglsang fra Vejgaard , som ser store fordele ved at sætte iværksætteri og innovation på skoleskemaet for elever på 7.- 9. klassetrin.

- Med "Future Talents" kan vi give eleverne et indblik i iværksætteri og samtidig skabe en tættere relation mellem både elever, skoler og erhvervslivet, fortæller Christian Fuglsang.

"Future Talents" tilbyder både foredrag, der introducerer iværksætteri og innovation, samt workshops, hvor eleverne får lov til at arbejde med aktuelle problemstillinger fra lokale virksomheder.

Workshopsene har til formål at klæde eleverne på med værktøjer til at arbejde med problemstillingen fra ide til præsentation af prototype, forklarer Christian Fuglsang.

"Future Talents" er allerede skudt i gang med de første afholdte foredrag på nordjyske skoler, og senere på året skal de første workshops sættes i værk, hvor eleverne kommer til at arbejde i dybden med iværksætteri og innovation.

- Vi glæder os utroligt meget til at komme ud og arbejde endnu mere med eleverne. Jeg er sikker på, at eleverne kan bidrage med nogle rigtig gode, sjove og innovative løsninger, der vil kunne bidrage til de lokale virksomheder, fortæller Christian Fuglsang fra Fuglsang&Co.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...