Fokus på læsning i familier
Brønderslev Bibliotek efterlyser 15 familier til familielæseklub

Josefine Ottesen - leder læseklubben.
BRØNDERSLEV:Som noget helt unikt har biblioteket i Brønderslev indgået et samarbejde med den kendte børnebogsforfatter Josefine Ottesen, som skal sætte fokus på læsning i familierne.
Familielæseklubben tager udgangspunkt i en bog af Josefine Ottesen, som endnu ikke er udgivet – altså vil familielæseklubberne få lov til at læse med før alle andre i Danmark! Biblioteket samarbejder med kulturkonsulent Inger Aarup-Kristensen, som fortæller:
- Vi søger 15 familier, der vil være med i en familielæseklub sammen med en af Danmarks bedste børnebogsforfattere Josefine Ottesen om hendes nye roman ”Helgi Daner”, fortællerLouise Krogsgaard fra Brønderslev Bibliotek.
- Familierne skal mødes på biblioteket fire gange i løbet af perioden fra april til oktober 2014.
Helgi Daner er historien om Holger Danske, genskrevet af Josefine Ottesen.
- Med udgangspunkt i den gamle myte fra sagnene omkring Karl den Store, har Josefine gravet sig ned i mange lag i fortællingen om en ung dreng, der sendes som gidsel til Karl den Stores hof for at være sikkerhed for at hans far, den danske konge, betaler den afgift, han skylder kongen. Men hans far svigter ham grusomt, og han står til at miste livet, fordi danerne beholder skatten selv.
Alle familier modtager en pakke, som familien kan bruge til at gå på opdagelse i Josefine Ottesens fortælling om legenden Holger Danske.
Pakken indeholder et eksemplar af bogen både som alm. bog, e-bog og lydbog samt spil, kort og ideer til hvordan bogen kan snakkes om og leges videre med.
De heldige udvalgte læsefamilier vil undervejs i projektet møde forfatteren og bliver udfordret på helt nye måder. Projektet vil have tilknyttet en facebookside, hvor familierne kan holde kontakt og også spørge Josefine Ottesen om ting de gerne vil vide mere om.
Der er også mulighed for at skrive videre på dele af historien. Familien kan bestå af børn og voksne i mange aldre og fra flere generationer, men for at komme i betragtning skal der være mindst ét barn i alderen 10-13 år, og der skal deltage mindst ét mandligt familiemedlem.
Det er gratis at være med i familielæseklubben, men det kræver lyst til og mod på sammen at være aktiv deltagende. Der er ingen krav til at I som familie er vant til at læse sammen, bare I er med på ideen
- Kontakt biblioteket eller tjek hjemmesiden for at høre mere og få en ansøgningsblanket, så er I med i betragtning som læsefamilie, men vær hurtig da vi samles første gang 3. april” udtaler Louise Krogsgaard, Brønderslev Bibliotek.
Om familielæseklubberne siger forfatter Josefine Ottesen:
- Jeg er rigtig glad for at Brønderslev Bibliotek har lyst til at lave ”læsefamilier” sammen med mig. Biblioteket og jeg har en stærk fælles interesse i at finde ud af hvordan vi kan skabe gode omstændigheder for de familier, der har lyst til at læse sammen på tværs af generationerne.
- I dag kan det tit være svært at få tid til at læse, fordi bøger er et langsomt medie i forhold til så mange af de andre muligheder, der flyver om ørerne på os, men det at læse sammen skaber mulighed for nogle gode samtaler, som jeg oplever mange af os savner.
- Jeg glæder mig meget til at møde de nordjyske læsefamilier og dele min fortælling og mine idéer med dem, og jeg håber, at jeg sammen med biblioteket kan blive klogere på, hvad der skal til for at skabe et læsefællesskab mellem flere generationer, slutter Josefine Ottesen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.