Frankrig

Fokus på landskabernes herlighed

Jacob kamp fylder torsdag 40 år.

Jacob kamp fylder torsdag 40 år.

¤Jacob Kamp, landskabsarkitekt og formand for Danske Landskabsarkitekter, Nørrebro, fylder torsdag 40 år. Jacob Kamp er født og opvokset i Aalborg. Det er dog i København, han har slået sine folder som den ene halvdel i tegnestuen 1:1 Landskab, ivrig debattør og formand for Danske Landskabsarkitekter. Jacob Kamp kommer fra en gartnerslægt og drømte allerede fra barnsben om at blive arkitekt, så da det var tid til at vælge uddannelse, lå landskabsarkitekturen lige for. Han begyndte på Landbohøjskolen i 1993 og var undervejs et år på den prestigefyldte franske landskabsarkitektskole École Nationale Superièure du Paysage, inden han blev færdig som landskabsarkitekt i 1998. Kort derefter blev han ansat hos Peter Holst landskab og blev i 2001 ansvarlig landskabsarkitekt hos Vilhelm Lauritzen. Efter tre år hos Vilhelm Lauritzen stiftede Jacob Kamp sin egen tegnestue Kamp.nu, som blev til 1:1 Landskab, da Trine Trydemann trådte ind i virksomheden som partner. 1:1 Landskab har siden vundet flere priser for deres poetiske byrum og klassiske landskaber, blandt andet pladsen foran Indre Bys Kulturhus, ligesom det er blevet til førstepræmier i flere konkurrencer i blandt andet i ÖresundsVisioner 2040 og for nylig Helsinge Skole. I 2008 blev 1:1 Landskab også den første danske tegnestue til at udstille på den prestigefyldte haveudstilling Chaumont sur Loire i Frankrig. Det er ikke kun med sine landskaber, Jacob Kamp har vakt opsigt. Han har flere gange kastet sig ind i debatten og sat emner som udviklingen af dansk landbrug eller bylivet i Ørestad på mediernes dagsorden. Jacob Kamps energi og kampgejst kommer også foreningen af Danske Landskabsarkitekter til gode, hvor han som nyvalgt formand har sat gang i en reaktivering af foreningen; ligesom han også netop er blevet medlem af Akademirådets nystiftede landskabsudvalg. Hvis det står til Jacob Kamp, skal vi tænke over landskabsarkitekturen og den herlighedsværdi, et smukt landskab giver. De valg, vi træffer, påvirker jo de næste mange generationer. Derfor fortjener landskabet mere opmærksomhed. Når Jacob Kamp ikke er ude og tegne og tale om det gode landskab, tilbringer han tid i sommerhuset på Møn eller sidder i flyveren på vej til Bruxelles, hvor hans mand, Klaus Bondam, har fået arbejde.

Forsiden