Ældreforhold

Fokus på livsglæde og sundhed for de ældre

HJØRRING:Under overskriften Livsglæde i en sund krop, holdes der 23. januar fra 13-17 et arrangement om sundhed for ældre i Hjørring Kommune. Luksus vagabondliv og sundhedspsykologi er nogle af de emner, der vil blive berørt på temaarrangementet på Vendelbohus. Der vil blive sat fokus på, hvad ældre kan gøre for egen sundhed, og det at holde fast i en sund krop. Programmet består af en række oplægsholdere og derefter en paneldebat. Formand for Sundheds-, Ældre- & Handicapudvalget - Karl Bornhøft (SF) - vil indlede med et oplæg om Sundhed for ældre i Hjørring kommune. Blandt oplægsholderne er også Lis Ingemann, der vil fortælle om dengang, hun igennem 10 år tog en måned ud af kalenderen for at drage ud på landevejen med barnevogn og oppakning. En fortælling om menneskerne hun mødte på sin vej gennem den jyske hede, om ikke at komme i bad i tre uger og om mødet med bjørneklør, der nær havde fået hende til at vende om igen. Mette Kold, der er sundhedspsykolog og medstifter af Trillium Instituttet i Ålborg, vil holde et oplæg med titlen ”Krop og sind, Positive aspekter”. Trillium Instituttet beskæftiger sig med behandling af fysiske skavanker og mentale ubalancer samt stress, før de/det bliver til kroniske og alvorligere sygdomme. Derefter vil Kaj Jørgensen sige et par ord om frivillig idræt, og endelig vil der være paneldebat med Kaj Jørgensen, Karl Bornhøft og Leif Johannes Jensen (Ældre og handicapchef). Det er ikke nødvendigt at melde sig til arrangementet, der er skabt i et samarbejde mellem Ældrerådet i Hjørring, Sund By i Sindal og Sammenslutningen af Ældreråd i Danmark.