EMNER

Fokus på misbrugers familie

Der skal ansættes en ny konsulent i Aalborg Kommune for at sætte mere fokus på børn i familier med problemer med misbrug af alkohol.

- Vi ansætter en konsulent, som skal uddanne vores medarbejdere ude i de forskellige socialdistrikter til at kunne støtte de børn, som lever i familier med misbrug, fortæller socialrådmand Mai-Britt Iversen (S). - Det er godt at få mere fokus på familierne til misbrugerne. Børnene har brug for støtte og skal vide, det ikke er et tabu, at der er alkoholmisbrug i familien. Men de tier stille, fordi de tror, det kun sker i deres familie, og for eksempel tager de ikke venner med hjem, fordi de ikke ved, om mor eller far er fuld i dag, fortæller rådmanden. Hun mener, det også kan bruges i motivationen til at få en misbruger til at stoppe, når personen opdager, hvor meget misbruget skader resten af familien. - Og der er faktisk misbrug og meget ofte alkoholmisbrug involveret i 44 procent af de sager, hvor vi må anbringe børn uden for hjemmet, siger Mai-Britt Iversen. De tre forvaltninger, sundhed og bæredygtig udvikling, skole og kultur samt familie og social står alle bag den nye stilling.