Trafikforhold

Fokus på Nyhavnsgade

Aalborg City foreslår endnu en forlængelse af venstresvingsbane ind til Friis.

Forlængelsen af venstresvingsbanen har hjulpet på trafikken. Nu vil Aalborg City gerne have en yderligere forlængelse.Arkivfoto: Henrik Bo

Forlængelsen af venstresvingsbanen har hjulpet på trafikken. Nu vil Aalborg City gerne have en yderligere forlængelse.Arkivfoto: Henrik Bo

Trods flere tilretninger af blandt andet lysanlæg ved Nyhavnsgade, så snegler bilisterne sig stadig til og fra p-husene ved Friis City Center, Salling og Føtex i midtbyen. Derfor har Aalborg City med formand Nils Andersen i spidsen været til møde med teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V) for at diskutere, om der kan gøres yderligere for at løse de trafikale problemer. Længere svingbane Med sig havde cityforeningen et forslag om at forlænge venstresvingsbanen ind til Friis og Nytorv yderligere med 50 meter, da det også vil lette på presset ved lyskrydset ved Karolinelundsvej. I forvejen har kommunen forlænget vejbanen. - Det har allerede hjulpet meget. Derfor vil vi gerne have en yderligere forlængelse, og vi havde et godt og konstruktivt møde, fortæller Flemming Thingbak, direktør for Aalborg City. Og selv om kommunen i samarbejde med Friis City Center allerede har foretaget en række ændringer, som har hjulpet på situationen, så er der stadig plads til forbedringer, og Aalborg City får en del meldinger fra kunder, der oplever, at det er besværligt at komme til og fra området. Balancerer på en knivspids Til gengæld oplever Aalborg City, at tilretninger af lyssignalet ved Friis har hjulpet. - Det er vores indtryk, at trafikken fra Friis p-kælder nu fungerer uden problemer, fordi lyssignalet viser grønt for den del af trafikken i længere tid, siger Flemming Thingbak. Men det har givet andre gener. - Desværre betyder det, at trafikanter, der kommer fra vest fra Aalborg Slot på vej mod Friis, oplever, at der er en længere kø, siger Flemming Thingbak og tilføjer, det er som at balancere på en knivspids at tilrette trafikken i området. - Situationen har været forfærdelig, men er blevet meget bedre, selv om det stadig er frustrerende. Vi håber, at vi med vores vedholdenhed over for kommunen viser, at dette er alvor, og at vi sammen opnår en konstruktiv løsning, siger Flemming Thingbak.