Religion

Fokus på religion og religiøsitet i dagens Danmark

SKOVSGÅRD:Adjunkt på Afdelingen for Religionsvidenskab ved Århus Universitet, religionshistorikeren Jørn Borup, fortæller om religion og religiøsitet i dagens Danmark og kommer med eksempler fra et forskningsprojekt om emnet på et møde onsdag 31. januar i Multihuset i Skovsgaard, hvor der er handicapvenlig adgang. Mødet er arrangeret af menighedsrådene i Brovst, Langeslund, Torslev, Øland og Øster Svenstrup. - Man sagde, at Gud var død og religionen på vej i graven. Men noget tyder på, at guderne har taget revanche, og religionerne blomstrer, hedder det i en optakt til mødet. Efter Muhammedkrisen er ingen vist i tvivl om, at man stadig tager det hellige ganske seriøst, og da en præst åbent betvivlede Guds eksistens, lød et ramaskrig i befolkningen. Kirken er i medierne og på de politiske barrikader, og vi elsker kirkebryllupper. Alternativ spiritualitet ses overalt med meditation, healing og krop-sind-ånd-messer. Vi dyrker os selv som individer med selvterapi og privatreligiøsitet. Pilgrimsvandring og lys på kirkegårde er kommet ind i Folkekirken, og indvandrernes religioner har fået permanent plads i det multireligiøse Danmark. Alligevel går vi meget lidt i kirke og tror ikke altid på det, præsterne prædiker. Og, siger religionskritikerne, hvorfor skulle vi det i et moderne, oplyst samfund, der ikke har plads til guder, myter, ritualer og overtro.