Fokus på sjov sund bevægelse

HADSUND:Sund By-butikken på Lindalsvej i Hadsund er med, når Nordjyllands Amt og Sundhedsstyrelsen i den kommende uge - uge 20 - sætter fokus på fysisk aktivitet. Formålet er at få borgerne til være fysisk aktive i bare en halv time om dagen, og baggrunden er, at omkring tre ud af ti danskere angiveligt bevæger sig så lidt, at det går ud over deres sundhed og trivsel. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man tilhører denne kategori, kan man i Sund By og på biblioteket hente et registreringshæfte, hvor man kan notere sin fysiske aktivitet. Sund By vil gerne have hæfterne og lokker med, at én af dem, der afleverer, vil få et gavekort på 500 kroner til en sportsbutik. Gevinsten skulle dog være større ved at bevæge sig den halve time: Det giver energi og overskud, styrker organer og muskler, og så forebygger det en række sygdomme, hedder det fra sundhedskoordinator Birgitte Andersen, der i øvrigt understreger, at det skal være sjovt at være fysisk aktiv.