Lokalpolitik

Fokus på udskældt forvaltning

Byråd ser i aften nærmere på spørgsmålet om eventuelt at opslå nye chefstillinger

HALS:De folkevalgte beslutningstagere sætter på den lukkede del af aftenens februarmøde fokus på kommunens hyppigt udskældte socialforvaltning. Det sker, når byrådspolitikerne bag lukkede døre skal tage stilling til, om der skal opslås en eller to nye chefstillinger i forvaltningen - eller om der skal køres videre med stabschef Jannie Knudsen som den overordnede tovholder i afdelingen. Byrådet skal således forholde sig til, om der igen skal ansættes en decideret socialchef i kommunen, og dertil kommer så den kendsgerning, at forvaltningen nu også står uden souschef i forlængelse af Jesper Hosbonds nylige farvel til denne stilling. Stillingen som socialchef har stået officielt ledig, siden den seneste indehaver af dette job, Lene Kvist, sidste sommer valgte at fratræde af familiemæssige årsager. Byrådet besluttede dengang at ”klappe hesten” med hensyn til at genopslå chefstillingen, og det førte videre til en beslutning om, at Jannie Knudsen - med opbakning fra kommunaldirektør Erik Schmidt - skulle stå for styringen i socialforvaltningen, indtil man fra politisk side havde foretaget en vurdering af, hvordan styringen skulle foregå fremover. Midt i disse overvejelser - og de til tider næsten for-tvivlede forsøg på at holde udgifterne til kontanthjælp og sygedagpenge nede - er forvaltningen imidlertid gang på gang blevet udsat for kritik af borgere og fagforeninger, der ikke bryder sig om den sagsbehandling, der finder sted i forvaltningen, og dette pres på forvaltningen kulminerede for nylig, da det fra kommunal side blev besluttet at få en advokat til at se med de juridiske briller på en kritisk borgers hjemmeside. Fra kommunal side er vurderingen således, at den nævnte borger, Vibeke Jensen, er gået over stregen i sin kritik af forvaltningen.. Borgmester Bent Sørensen (S) erkender i den forbindelse, at den gentagne kritik af socialforvaltningen er én af grundene til, at byrådet i aften skal se på chef-problematikken. - Ting hænger sammen, men der er forskellige meninger om, hvad vi skal gøre, og det er det, vi nu skal have diskuteret på byrådsmødet, siger Bent Sørensen.