Dronninglund

Fokus rettes mod de kolde hænder

LO-kritik af, at varme hænder forsvinder. Borgmesteren oplyser, at der fokuseres på de kolde

Mikael Klitgaard: Vi har fokus på ledelses-strukturen.? Foto: Kim Dahl Hansen
Mikael Klitgaard: Vi har fokus på ledelses-strukturen.? Foto: Kim Dahl Hansen Kim Dahl Hansen

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: - Kig på de kolde hænder og på topledelsen. Det var det budskab, politikerne fik med hjem fra et møde arrangeret af LO Brønderslev-Dronninglund omkring budget 2016.

Det var Ole Andersen fra 3F, der rejste debatten omkring de kolde hænder.

- Der er forlydender om, at der er ca. 50 visitatorer i kommunen. Er det ikke noget af det, man kan spare på? lød spørgsmålet.

Borgmester Mikael Klitgaard (V) oplyste, at visitatorerne har en vigtig rolle, idet de skal sørge for, at borgerne får den rigtige hjælp.

- Der spares penge ved, at borgerne får den rigtige hjælp og ikke mere, end de har krav på, sagde Mikael Klitgaard.

Han kunne dog fortælle, at der på et tidspunkt i den daværende Dronninglund Kommune kun var én visitator.

- Der var stor diskussion, da vi skulle gå fra én til to visitatorer. Men situationen er en anden i dag. Jeg har tillid til, at vi har de visitatorer, der er behov for, sagde han.

Han lovede dog, at politikerne vil se på området.

- Vi har fokus på visitationen, idet spørgsmålet er rejst flere gange, sagde han.

Om kommunens topledelse sagde han, at der er sket en reduktion fra otte til seks.

- Men så har vi færre ledere i laget lige under direktionen, oplyste han. Andre kommuner har færre i direktionen, men flere mellemledere.

- Vi er den kommune i landet, der har den næstbilligste administration.

Han tilføjede, at der i forbindelse med budget 2016 nedlægges stillinger på rådhuset.

- Vi har skåret lederstillinger væk på ældreområdet, og nu skal vi i gang med at skære i antallet af SFO-ledere, oplyste han. Mikael Klitgaard kunne dog forsikre, at der i løbet af det kommende år skal kigges på strukturen i topledelsen.

Flere deltagere i mødet mener, at hjemmehjælpere kan klare en del af de opgaver, der i dag udføres af visitationen. Flere af hjemmehjælperne sagde, at de kender beboerne og kender deres behov. Og hjemmehjælperne forsikrede, at de passer på kommunens penge.

Ældre-området var det store debatemne.

Formanden for FOA Hjørring-Brønderslev, Birger Thomsen, konstaterede, at det igen i 2016 er ældreområdet, der skal bære de store besparelser.

Han beklagede også, at Brønderslev Kommune har valgt at etablere et korps af vikarer, der får skiftende arbejdssted.

- De bliver som daglejere, sagde han. Det er ellers mange år siden, man har afskaffet daglejer-princippet.

I forbindelse med budget 2016 lægges der op til, at antallet af medarbejdere tilpasses antallet af beboere.

- Der er kun 95 procent belægning, og så skal der også kun være 95 procent medarbejdere, sagde han.

- I forvejen er de ansatte inden for ældreområdet hårdt presset arbejdsmæssigt. De skal da også have mulighed for at trække vejret, sagde han.

Afdelingsnæstformand Lene Berendt frygter for, at der bliver flere sygemeldinger blandt de ansatte.

Også Hanne Christensen fra FOA sagde, at der i 2003-2004 er forsøgt med et vikarkorps, men den tanke blev aldrig realiseret.

- Der sker en stor forringelse for borgere og personale, sagde hun.

Kjeld Jensen fremhævede en sag, der er omtalt i NORDJYSKE Stiftstidende, hvor en borger kritiserede hjemmehjælpen og udtalte, at en syvårig kunne gøre bedre rent end hjemmeplejen.

Mikael Klitgaard sagde, at det er beklageligt, at der skæres på ældreområdet.

- Det er vi kede af, sagde han og efterlyste ideer til, hvor der ellers kan spares.

- Når vi lægger budget, er det valget mellem pest og kolera. Der lyder altid kritik fra den side, hvor vi tager penge, sagde han.

Arne M. Jensen kom ind på vigtigheden af at få uddannet folk, der kan tage de ledige job.

- Klokken er ikke fem minutter i 12, men fem minutter over 12, sagde han.

- Vi risikerer, at virksomheder flytter opgaver til udlandet, fordi de ikke kan skaffe kvalificeret arbejdskraft. Og et seks ugers kursus er ikke tilstrækkeligt, sagde han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden