Fokuseret på sport

Unge fra hele landet var samlet til en seriøs omgang træning

Gulvet i hallen på Dronninglund Gymnasium havde i weekenden fået et nyt underlag. Kvadratiske måtter i et fald-venligt materiale dækkede hallen som et gigantisk skakbræt - og med god grund. Hele weekenden kastede unge mennesker nemlig hinanden ned i gulvet med pænt stor kraft. Det er en del af den sport, deltagerne i træningen er fælles om - judo. Ørsø Judoklub var i weekenden vært for en bruttotræning med cirka 50 deltagere fra hele landet. Det er bruttolandsholdet og aspiranter dertil, som samles cirka seks gange om året for at træne og gøre sig klar til fremtidige stævner indenfor de to aldersklasser, som de tilhører - juniorlandsholdet for unge, der er født i 1992-94 og cadetlandsholdet for unge, der er født i 1995-96. Parvis trænede deltagerne en række greb, bevægelser og måder at få hinanden i gulvet på. - Det er en meget alsidig sport, der handler om hurtighed, styrke og teknik, fortalte Søren Larsen, bestyrelsesmedlem i Ørsø Judoklub. Blandt deltagerne var syv fra Ørsø Judoklub, og de håber lige som de andre deltagere på at opnå eller fastholde en plads på landsholdet. Når trænerne viste nye ting,blev det lyttet opmærksomt og siden trænet i stor koncentration. Seriøsiteten var gennemgående. - Vi har aftalt, at de skal i seng klokken 23, og klokken halv tolv sov alle. Alle var også klar til morgenmad klokken otte, for de ved, at det er nødvendigt at spise sund, fortalte Søren Larsen. Samtidig er der også et socialt aspekt i det. - Det er lækkert at se på sådan en lejr, hvordan de blander sig med andre klubber. Helmer Høgsbro og Simon Røjkjær var blandt deltagerne fra Ørsø Judoklub, og begge træner tre gange om ugen, løber to gange om ugen og styrketræner to gange om ugen. Men det er ikke noget problem at bruge så meget tid på sin sport, når man brænder for den. - Man kan bruge al sin energi og alle sine kræfter, fortalte Helmer Høgsbro. En plads på landsholdet er stærkt eftertragtet hos dem begge, som er aspiranter. - Så er der mange flere store stævner, og der er chance for at komme med til EM og VM, fortalte Simon Røjkjær. Landsholdstræner Kim Christiansen var godt tilfreds med de unge. - Det er de bedste af de bedste, der er her. De skal forberede sig til EM og VM, og for nogle er det også OL. Der bliver fem kvalifikationsstævner i foråret, og det er det, de forbereder sig på, fortalte han. Ud over at øve bestemte ting var der også kamptræning - kaldet Randori. Her tog de unge tag på hinanden og kæmpede om ikke at blive den, der først ramte firkanterne på gulvet. Der blev også brug for isposer, hvilket Anders Hvidkær fra Hjørring Judoklub opdagede. - Jeg steppede bare forkert ned på min storetå, den skal bare lige have en slapper, smilede han - og havde ikke tænkt sig, at uheldet skulle sætte ham ud af spillet ret længe, for hans interesse for judo er også stor. - Det er nok det med, at man bruger alle muskler. Det er en rigtig hård fysisk sport, og når man har været inde i en kamp, så er man bare smadret, fortalte han. Weekenden bød også på en fysisk test for de unge, hvor deres styrke blev testet ved klatreture op i et reb og armbøjninger, ligesom der var løbetest på en løbebane og test af deres springkraft.