Foldbolduge afsluttes med lokalopgør

GUDUMHOLM:Gudumholm Idrætsforenings ni dage lange sommerstævne afsluttes med fem fodbold-finaler: to i eftermiddag og tre i morgen. Begge værtsklubbens seniorhold har kvalificeret sig, men lige så vigtigt for arrangørerne er, at afslutningen også byder på lokalopgør. I dagens serie 4-finale skal Gudumholm IF møde Mou IF. Mou satte sig på førstepladsen i en pulje med førsteholdene fra Blenstrup IF og Nr. Kongerslev IF, mens gudumholmerne sejrede foran Bælum-Solbjerg IF og Viking-Als. Som optakt til det lille lokalderby får det interesserede fodbold-publikum lejlighed til at overvære et serie 6-møde mellem naboerne Øster Uttrup IF og Øster Sundby B 32, begge fra den østlige del af Aalborg. Søndagens finaleprogram åbnes med en slutkamp i serie 5 mellem Gudumholm IF og Veddum IF og vil blive fulgt op med serie 3-finale mellem Kongerslev IF og Vaarst-Fjellerad BK. Egentlig skulle Vaarst-holdets modstander være Vejgaard BK, der i kraft af en bedre målscore vandt sine pulje foran Kongerslev IF og Frem-Skørping. Men allerede torsdag kunne Vejgaard-klubben meddele, at det ikke var muligt at samle holdet til søndags-finalen, hvorfor billetten blev overgivet til Kongerslev IF. Idrætsugens samlede fodboldprogram afsluttes søndag aften, umiddelbart efter genopgørelsen af årets GIF-revy, af to nordenfjordske klub, idet Sulsted IF og Vester Hassing GF tørner sammen i stævnets serie 2-finale.