Folk betaler gerne for flere

Mogens Lorentsen husker udmærket tiden, hvor fjernsynet så småt begyndte at fylde i danskernes hverdag - og som tidligere journalist og chefredaktør på bl.a. Vendsyssel Tidende og som ildsjæl i Hjørring Antenneselskab har han fulgt udviklingen på nærmeste hold.

Mogens Lorentsen har beskæftiget sig med nyheder, journalistik og tv-programmer i en menneskealder - og han spår, at der fremover bliver større frihed til at vælge programmer. Arkivfoto

Mogens Lorentsen har beskæftiget sig med nyheder, journalistik og tv-programmer i en menneskealder - og han spår, at der fremover bliver større frihed til at vælge programmer. Arkivfoto

Da fjernsynet så småt begyndte at vinde indpas i de danske hjem og borgerne i Hjørring spændte ventede på Aalborg-senderen, arbejdede han som journalist på Randers Dagblad. - Det var nærmest aviserne, der havde fordel af fjernsynet. Det var en nyhed, som folk gerne ville læse om. Og da Ungarn-krisen kom, arrangerede avisen et fjernsyn i et forsamlingshus, hvor folk kunne følge med - og se det nye medie. Vi hjalp fjernsynet på vej, siger han. En 17" LL Selv fik han sit første fjernsyn i 1962 - et 17" LL, som han var vældig godt tilfreds med. Dengang var 17" slet ikke så ringe, men de seneste års udvikling indenfor fladskærme, er Mogens Lorentsen ikke hoppet med på. Der står et 28" fjernsyn med billedrør i stuen på Fresiavej, og det skal der ikke ændres på. - Vi har været ved at måle om der var plads til et 40" fladskærms-tv, men det er rigeligt stort. Så vi beholder det gamle fjernsyn, siger han. Tilfældig formand Det var en tilfældighed, der gjorde Mogens Lorentsen formand for Hjørring Antenneselskab. Han var almindeligt medlem af foreningen, da han for 30 år siden kom til at ytre noget om, at signalet kunne være bedre. - Og så kan man jo nemt havne i bestyrelsen, siger han om bemærkningen, der endte med, at han brugte en stor del af sin fritid på antenneselskabet. 30 år i bestyrelsen, heraf de 24 som formand, blev det til, inden han for nylig trak sig i forbindelse med sin 70-års fødselsdag. De mange års arbejde med teknik og programmer har givet ham en god indsigt i, hvad folk vil have på deres hjemlige skærme. Det frie valg - Fremtiden vil være flere programpakker med færre kanaler - og muligheden for at købe enkelte kanaler til. Så kan folk i højere grad selv sammensætte deres programflade, siger Mogens Lorentsen Han tror dog ikke, at folk vil se mere fjernsyn, bare fordi der kommer flere kanaler. - Jeg tror, at folk vil have muligheden for selv at bestemme, hvad de vil se på skærmen. Folk er ikke så kollektive, som de har været - i dag vil folk have det, de vil have. Og de vil gerne betale for det, siger han. Sådan var det ikke for år tilbage, da antenneselskaberne begyndte at udbyde flere kanaler. Dengang gik bølgerne ofte højt på de årlige generalforsamlinger, hvor den generelle holdning var, at programmerne i hvert fald ikke skulle koste for meget. I Hjørring har der dog altid været nogenlunde fordragelighed. - Vi har aldrig haft de helt store diskussioner i Hjørring Antenneselskab - vi har orienteret medlemmerne i forvejen, og der har stort set været forståelse for vores dispositioner, siger han. Men hvor folk gerne vil have mulighed for selv at sammensætte deres programflade, er de til gengæld meget konservative. - Folk vil have muligheder, de vil selv bestemme - og så vælger de fleste at se de programmer, de plejer. Men de vil have muligheden for at vælge noget andet - også selv om de ikke gør det, siger han. En god film - i biografen Mogens Lorentsen vil gerne se nyheder i fjernsynet. Og en god film, som han syndes der er for få af. - Tidligere lavede man gode film med gode replikker, men dem er der blevet færre af. Og derfor går jeg mere og mere i biografen, siger han.