EMNER

- Folk kiggede på en!

Elever overvandt sig selv og gik gennem Hobros gågade iført masker

HOBRO:Det er ikke så mange børn, der kan prale af, at deres fastelavnsudklædning er lavet, mens en kunstner stod og kiggede dem over skulderen. Men det kunne den flok skolebørn fra Rosendalskolen, der i går myldrede ud i Hobros gågade iført farverige masker, deriblandt orange grise og grønne katte. Maskerne er kommet til verden i et samarbejde mellem elever fra skolens 5. klasse og kunstneren Kirsten Gitz-Johansen fra Brovst. Biblioteket har lagt lokaler til, og i går var den store dag så kommet, hvor eleverne og kunstneren skulle ud på Hobros befærdede strøg for at vise resultatet frem. 5. klassens billedkunstlærer Kirsten Sørensen fortalte, at eleverne var temmelig betænkelige ved det, men at Kirsten Gitz-Johansen fik dem overtalt. En ville slet ikke med, men overvandt sig selv og gik hele turen. - Det var flovt - folk kiggede på en, indrømmede Tanja Popp, mens Sabrina Lykke Johannesen mest syntes, det havde været sjovt, ikke mindst fordi hendes mormor fik øje på hende ud for Bager Bæch. Hos bageren var børnene så heldige at få fastelavnsboller, mens reaktionen andre steder var, at folk blev generte. - Selv om der kommer en hel flok børn, er der ingen, der giver småmønter eller karameller, sådan som traditionen ellers foreskriver det, fortalte Kirsten Gitz-Johansen, der selv var iført en "glad kone"-maske. Når folk bliver generte, er det fordi masken sætter spørgsmålstegn ved vores normalitet, tror Kirsten Gitz-Johansen. Men det er jo det, fastelavn er beregnet til - at vende bukserne på vrangen og vise en side af sig selv, der ellers er gemt bort. - Det er dejligt at kunne bytte sin trætte vinteridentitet ud med en mere frisk, sagde Kirsten Gitz-Johansen, der med sin solbrune lød nu slet ikke så træt ud. Efter deres færd gennem gågaden fik børnene lov at tage maskerne med hjem, og mange af dem bebudede, at de ville have dem på, når de skulle ud med deres raslebøsser og synge fastelavnssangen. Maskeværkstedet er Hobro Biblioteks bidrag til kulturkommuneåret i Hobro.