Vadum

Folk strømmede til egnssamling

BIERSTED:Der var grund til de store smil hos bestyrelsen for Egnssamlingen for den gamle Aabybro Kommune, for det årlige åbent hus arrangement sprængte alle rammer. Aldrig tidligere har åbent hus dagen samlet så mange. Adskillige hundrede havde fundet vej til samlingens hjemsted på Esther og Poul Nøhrs gård i Biersted. Også de mange udstillere var fornøjede med den interesse, deres aktiviteter blev mødt med. Sølvsmykker ved Inge Rise, Aabybro, glaskunst ved Hanne Sørensen, Biersted, knipling, billeder og håndarbejde ved Helen Pedersen, Vadum, malerier ved Inger Andersen, Aabybro, bolsjefremstilling, honning, kurve og Biersteds folkedansere var blandt dem, der fyldte rammerne, og alt imens de mange besøgende vandrede rundt for også at se samlingens egen store udstilling, spillede harmonikaorkestret Go¿ Jawten. Børnene muntrede sig på den store hoppeborg eller kørte en tur i hestevogne stillet til rådighed af Lars Hedegaard og Tinna Jensen. Der var havetraktor-race, udstilling af veterantraktorer og mulighed for køb af vafler, kaffe mm, og de frivillige, der stod for den del af arrangementet, kunne i perioder dårligt følge med efterspørgslen. Det hidtil største besøgstal ved det årlige arrangement gør, at samlingen får et stort overskud til sin fortsatte renovering og supplering af museets mange effekter. Til det er der stadig brug for frivillige hænder, ligesom samlingen har et ønske om at øge medlemsskaren.