Byggeri

Folk vil bo i et træhus

Danskerne gør op med fortidens beton. Hvert niende nye parcelhus er i dag af træ

Ikke alle danskere kan finde sig til rette i huse af mursten og beton. Stadig flere vælger at bo i et træhus, og hvert niende hus til helårsbrug er nu af træ, viser tal fra Træbranchens Oplysningsråd. I mange år har træ stort set kun været brugt til sommerhuse, men siden starten af 1990'erne er det blevet mere og mere almindeligt at lave parcelhuse af brædder, og lige nu topper interessen. - Det er især unge, der er interesserede i at få ét, og jeg tror, der er mange forklaringer på, at træhusene er blevet så efterspurgte. Mange vælget et, fordi de er miljøbevidste og synes, der er et bedre indeklima i dem, siger direktør Bjarne Lund Johansen fra Træbranchens Oplysningsråd. At træhusene også er billigere er ikke med til at gøre interessen mindre, og samtidig har medierne ofte beskæftiget sig med træhuse de seneste år, oplever rådet. - I starten var det helt tydeligt, at det var nordsjællænderne, der var mest ivrige efter at bygge træhuse. Det skyldtes især, at mange svenske træhus-firmaer, der valgte at satse på Danmark i første omgang "gik i land" på Sjælland. Men nu oplever jeg, at tendensen har bredt sig til hele landet, siger træ-direktøren. Han mener, at tendensen til at bygge træhuse kan være de unges oprør mod de mange ens betonhuse og parcelhuse, som blev opført i Danmark i 1960'erne og 1970'erne. Det mener man også hos By og Byg - det tidligere Statens Byggeforskningsinstitut. Her skriver seniorforsker Asta Nicolajsen i en rapport om fugtsikre træfacader, at "den stigende interesse for at bygge og bo i træ kan betragtes som et opgør med 70'er-modernismens betonhuse og som et ønske om at menneskeliggøre arkitekturen". - Mange opfatter træ som et venligt materiale; som noget rart og hyggeligt, mener hun. Det samme oplever salgschef Eigil Rasmussen fra Kalmar Huse i Bramming. - Godt nok er der mere vedligeholdelse ved træhuse, men folk kan farve dem, som de vil. Det kan de godt lide, og så nævner mange, at de føler sig godt tilpas i træ. De har måske et fritidshus, hvor de føler sig godt tilpasse, og så vil de også have et helårshus i træ, fortæller Eigil Rasmussen. Både i Træbranchens Oplysningsråd og hos Kalmar Huse regner man med, at tendensen til at danskerne flytter i træhus bliver forstærket i de kommende år. For øjeblikket bliver der opført 6000-7000 helårshuse i Danmark - hvoraf cirka 11 procent er af træ.