Lokalpolitik

Folk vil bo i Tornby

Stor forhåndsinteresse for 3. etape af udstykning ved Nejstgårdvej i Tornby, som kommunen netop har i udbud.

Tornby har fortsat en førertrøje på, når det gælder om at tiltrække nye borgere til en af Hjørring Kommunes landsbyer. Kommunens grundsalgsafdeling har netop sendt 22 nye parcelhusgrunde ved Nejstgårdvej i udbud, og dermed tages det fat på 3. etape af et sted, hvor det har vist sig at være et populært sted at bosætte sig. - Der har været en stor forhåndsinteresse for udstykningen, og nogle har været skrevet op på en liste. Jeg kan se at der er sendt materiale ud til en 10-15 stykker, siger landinspektør Mogens Mortensen, kommunens grundsalg. I søndags skrev avisen om den fortsatte afvandring fra landdistrikter i Hjørring Kommuner. Tornby by har i samme periode mærket en fortsat tilstrømning den anden vej. Mens byen i 1976 havde 718 beboere, så var befolkningstallet pr. 1. januar 2010 vokset til 1019. Hertil har de to første etaper ved Nejstgårdvej bidraget væsentlig i de senere år, idet der i årene 2002-2007 blev bygget 28 parcelhuse og 16 andelsboliger. Lokalplanen for denne etape giver mulighed for udstykning med i alt 60 parceller. Da den første lokalplan for Nejstgård med 22 byggerunde blev vedtaget i 2001 i daværende Hirtshals byråd, blev planen ledsaget med kommentarer som: - Nu er der byggegrunde til mange år fremover. Udtalelsen viste sig ikke at kunne holde. - Det er gået relativt hurtigt med at sælge grundene ved Nejstgård. Grundene ligger rimelig tæt ved en attraktiv natur med skov og strand, og så der blevet lavet en god stiforbindelse helt ind til skolen, siger Mogens Mortensen, som har en fortid i Hirtshals Kommune med grundsalg. Det er 22 ret store grunde, som Hjørring Kommune for nylig satte i udbud. Den mindste grund er på 910 kvadratmeter, og alle de andre er på over 1000 kvadratmeter med en på 1410 kvadratmeter som den største. Mindsteprisen ligger på mellem 345.000 og 540.000 kr. Tidsfristen til at komme med et købsbud er sat til 12. maj kl. 12. De grunde, der ikke kan afsættes den dag, sættes efterfølgende til salg til den annoncerede mindstepris.