Folk vil bo ved fjorden

Det tredje punkthus er sat til salg

Lindholm 18. september 2002 08:00

LINDHOLM: De to første huse er væk, så nu er det tredje sat til salg. Det handler om de fem punkthuse med hver 14 lejligheder, der skal bygges med Limfjorden i baghaven lige vest for Siemens-byggeriet i Lindholm. De to første blev solgt som andelsboliger, og det bliver også tilfældet med det tredje. Hvilken skæbne de to sidste får er ikke helt klart, men formentlig bliver de overtaget af en boligforening. Allan Nørgaard fra ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen fortæller, at halvdelen af etape 2 allerede er solgt. - Og selvom det nye hus kommer til at ligge på anden parket, bliver der også her en fantastisk udsigt, fortæller han. Første etape bestod af de to punkthuse, der kommer til at ligge nærmest fjorden. Det tredje hus ligger i anden række længst mod vest. Prismæssigt er de nye andelsboliger sat til salg lidt billigere end de to første, netop fordi beliggenheden er ene anden. Faktisk bliver lejlighederne sat til salg til 14 forskellige priser. Aldersmæssigt beskriver Allan Nørgaard de kommende beboere som seniorer for de to tredjedels vedkommende. Beboerne kan se frem til at flytte ind til efteråret næste år. Det er det århusianske arkitektfirma Kjær og Richter, der har slået stregerne, og det er det midtjyske entreprenørfirma KPC, der skal bygge. I alt bliver der bygget 6950 kvadratmeter. jl

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...