Folkeafstemning i Ukraine skal afgøre landets fremtid

Den ukrainske regeringschef planlægger en folkeafstemning den 25. maj om et samlet Ukraine.

Udland 1. maj 2014 16:24

Ukraines regering planlægger at afholde en folkeafstemning den 25. maj om landets enhed.

Det siger premierminister Arsenij Jatsenjuk.

25. maj er samme dag, hvor der er præsidentvalg i Ukraine.

Ved folkeafstemningen vil vælgerne få lejlighed til at afgøre, om de ønsker, at landets enhed bevares.

De prorussiske separatister i det østlige Ukraine er allerede i gang med at planlægge en folkeafstemning den 11. maj om løsrivelse fra Ukraine.

Ved folkeafstemningen den 25. maj vil vælgerne både blive spurt om landets enhed og om en føderalisering, siger Jatsenjuk.

Han tilføjer, at regeringen snarest vil præsentere parlamentet for et lovforslag om en folkeafstemning.

Det russiske udenrigsministerium kalder ideen om en folkeafstemning for "kynisk" og mener, at det vil forværre krisen i Ukraine, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I den russiske erklæring bemærkes det, at en folkeafstemning i så fald ville finde sted, mens den ukrainske regering har iværksat en militær operation "mod sit eget folk".

Regeringen i Kijev erkendte onsdag, at den er ved at miste kontrollen over store dele af det østlige Ukraine, hvor prorussiske separatister med våben og trusler har sikret sig kontrollen over en række byer.

Rusland beskyldes for at stå bag oprøret i det østlige Ukraine, og mange iagttagere gætter på, at regeringen i Moskva er opsat på at destabilisere Ukraine så meget, at det ikke kan afvikle præsidentvalget den 25. maj.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...