Folkecenter vil være sparringspartner
Ole Vagn Christensen er ny bestyrelsesformand i Nordisk Folkecenter. Han erkender, at centret har ligget underdrejet i forhold til sit formål
YDBY: - Vi vil gerne være med til at udbygge de vedvarende energiformer og skabe et fossilfrit samfund i samarbejde med lokalområdet. Det er der enighed om i bestyrelsen.
Ole Vagn Christensen, ny bestyrelsesformand for Nordisk Center for Vedvarende Energi i Ydby, kalder den fornyede interesse for lokalområdet for ”en tredje dimension”, som bestyrelsen vil tage med i sit virke fremover.
Han beklager den uro, der var op til generalforsamlingen i støttekredsen søndag, hvor Ydby Håndværker- og Borgerforening samlede en alternativ kandidatliste - og hvor kritikken netop lød på, at det haltede med samarbejdet med det lokale erhvervsliv.
Resultatet blev, at den lokale kandidat, Frank Odgaard-Jensen, blev valgt ind i bestyrelsen og blev valgt til næstformand.
- Historien i medierne om, at Frank Odgaard-Jensen skulle være kritiker, er ikke dækkende for, at vi énstemmigt har valgt ham som næstformand. Da han blev foreslået, tog jeg en snak med ham, og jeg fandt ikke på nogen måde, at han vil anfægte hverken vedtægter eller formål. Det er en lokalmand, og på den måde kan vi få knyttet nogle bånd, siger Ole Vagn Christensen.
Ole Vagn Christensen erkender, at centret i en del år har ligget underdrejet i forhold til den del af formålsparagraffen, der handler om ”udviklingsopgaver omkring vedvarende energi med særligt henblik på produktion og beskæftigelse i håndværk og mindre industri”.
Han forklarer det med, at regeringen i 2001 fjernede en meget stor del af grundlaget for driften. Folkecentret gik fra 22 mand til i dag syv ansatte.
I 2005 kom der en statslig bevilling til formidling, men først fra sidste år kom centret igen på finansloven.
- Nu går vi i gang med at få ansat noget teknisk personale, gerne nogle ingeniører, så vi kan være gode sparringspartnere, siger Ole Vagn Christensen.
Han understreger dog, at det videre arbejde med at udmønte formålsparagraffen skal ske i samarbejde med den konstituerede forstander, Jane Kruse - og med tidligere forstander Preben Maegaard som særlig rådgiver.
- Det, der har båret centret, er det store netværk, som Preben har opbygget - og det skulle gerne overdrages til en ny ledelse, påpeger Ole Vagn Christensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.