Folkedans er for alle aldersgrupper

Folkedans og spillemandsmusik er også for børn og unge - De kaster sig ud i polkaplask eller show i Bangsbo

Tøjet skal være i orden - uanset alder. Privatfoto
EMNER 25. juni 2014 09:33 - Opdateret 16. juli 2014 17:58

FREDERIKSHAVN: Landsstævnet for Danske Folkedansere og Danske Folkedanseres Spillemandskreds på Knivholt 14.-19. juli byder også på mange aktiviteter for børn og unge.

Hver morgen er der godmorgendans for de yngste og deres forældre/bedsteforældre. Her starter man med at danse, synge og lave rytmik. Derefter er der mulighed for at lege, tage en tur med hestevogn, måske en tur med familien til stranden, skoven, havnen, naturlegepladsen eller…

Familiebal

Når det bliver aften er der familiebal, hvor man danser en times tid sammen med de andre børn og voksne. Man kan også mødes i ”Krea” og læse en god bog, spille et spil, fingerstrikke, lave collage, lave en perlekæde, spille bold eller bare hænge ud, indtil det bliver sengetid. Og der tændes måske op i bålet til hygge og snobrød og sang og musik omkring bålet.

Og spiller man på et instrument, er der masser af tilbud. Der er spillekursus, der er blandet danse- og spillekursus, der er optræden i forbindelse med koncerten fredag og i Bangsbo Have onsdag, der er mulighed for at spille i stort orkester sammen med alle de voksne hver aften eller måske jamme på campingpladsen, hvor de unge har deres egen afdeling.

At sove længe

Er du ung - eller between - så starter vi først lidt op ad dagen. Det er godt at sove lidt længe i ferien, især hvis man har danset og spillet hele natten. Tirsdag og onsdag er der en helt speciel workshop for de unge; de skal øve til et show, som skal vises i Bangsbo Botaniske Have onsdag eftermiddag.

Hver aften er der desuden bal for betweens og unge. Her er der masser af tempo og fuld fart over dansegulvet.

Unge på kursus

Torsdag er der ”Frede14”. Her er det de unge, der tager på kursus. Til alle danse og musikaktiviteter for børn og unge har vi fået fat i nogle af landets bedste instruktører, der bl.a. har deltaget i DM i folkedans og har været dommere.

Den ene af spillemændene er uddannet på Folkemusik-konservatoriet i Odense, og to af spillemændene har spillet for DM vinderne, så der er høj kvalitet.

Polka på stranden

Onsdag sidst på eftermiddagen spilles der op til dans på Palmestranden. Her vil en flok unge spillemænd spille op til ”polkaplask”, det bliver fornøjeligt såvel at være med til som at kigge på. Så kom endelig forbi, og er du frisk så stil op og tage en dans i vandkanten, da Palmestrandspolka er for alle aldre. Husk badetøj.

Torsdag aften har de unge deres egen fest, nemlig en Hawaiifest, når de nu har danset på Palmestranden er det nærliggende at omdanne Østre lade på Knivholt til Hawaii-stemning.

Så er du barn, between eller ung, så foregår der en masse for dig, når der spilles op på Knivholt i uge 29.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...