Folkefest for tredje gang
Arrangementet er i Kristi himmelfartsferien

Folkefesten på Aasen Teater holdes nu for tredje gang. Første gang var i 2010. Arkivfoto
STERUP:I Kr. himmelfartsferien 29. maj til 1. juni er der for tredje gang folkefest på Aasen Teater.
Folkefesten er inspireret af den berømte begivenhed ”Burning Man” i Nevadas ørken hvert år i august.
- Vi starter 29. maj kl. 16 og så er der workshops, koncerter og andre arrangementer uafbrudt indtil søndag, oplyser Birthe Rosenfeldt fra Aasen Teater.
- Alle laver noget. Det er en måde at være sammen på. Råderum og tilfældighed er to ord, der har været gennemgående for folkefesten. Det er kreativ selvforsyning med plads til alle, og det hele er ikke planlagt på forhånd. Hvad det bliver for en fest har også noget at gøre med hvilke folk, der kommer, forklarer Birthe Rosenfeldt.
Folkefesten på Aasen fandt sted første gang i 2010 og afholdes hvert andet år. Der ventes gæster fra nær og fjerne.
- I snit plejer vi at have 100 deltagere pr. dag. Det er studerende, musikere, folk fra graffitibranchen, designere, skuespillere - og så plejer der også at komme nogen fra oplandet. Det er alle sammen nogen, der enormt gerne vil det, siger Birthe Rosenfeldt.
Tilmelding til Folkefesten kan ske til Aasen Teater. Men man kan godt bare dumpe ind uden forhåndstilmelding, hvis man kun kommer en enkelt dag og ikke bliver og overnatter. fyt
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.