Folkefest i Christiansgave

Op mod 1000 mennesker gik i skoven i går for at høre countrymusik og hygge sig med vennerne.

THISTED:”On the wings of love” hedder et af de numre, som Lookin’ Back Country spiller fra scenen i Thisted Friluftsteater, mens folkene på bænkene vugger med på den rolige rytme. Det er tydeligvis et populært band, for omkring 1000 mennesker er strømmet ind i Christiansgave i centrum af byen for at nyde det andet i rækken af underholdende arrangementer, der finder sted under overskriften ”Sommersjov i skoven” i juli og august. Det er dansk og dejligt, når solen skinner, og folk finder sammen i et fællesskab om fadøl og musik. Countrymusik fylder meget i tilværelsen for familien Stigaard fra Lemvig, der er rejst til Thisted denne søndag for at høre Lookin’ Back Country. - Mange af sangene fortæller en historie - på godt og ondt, siger Jytte Stigaard, da hun skal beskrive, hvad det er, der gør countrymusikken speciel. Hun forstår ikke alle de engelske ord, men så kan sønnen Martin oversætte lidt. Og så har de mange af cd’erne hjemme på hylden. - Vi tager til countryfestival i Silkeborg - det har du nok set i fjernsynet - vi har været med 15 gange, fortæller Jytte, flankeret af Martin og hans far, Erling. Der er nok ingen tvivl om, at det smukke sommervejr har trukket ekstra mange mennesker til Thisted Kommunes gratis sommerunderholdning. Men Sanne Rasmussen fra Østerild var kommet under alle omstændigheder. - Jeg kommer for musikkens skyld. Jeg var her også sidste gang, de spillede, selv om det øsregnede hele tiden. Næste søndag 1. august er det Bogeyman Band og sangerinden Dina, der står for underholdningen i Christiansgave. Søndag 8. august er det Peter Sørensen m/P.T.E. Band, der spiller Fisker Thomas. Søndag 15. august kan man høre Aalborg Politi Orkester (med sangerinde). Søndag 22. august optræder Kim Larsen kopi-bandet ”Forklædt som Larsen”, og søndag 29. august spiller On Plugged populære pop- og rocknumre af bl.a. Elvis og Thomas Helmig.