Velgørenhed

Folkegaver bag vartegn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Indsamlingen blev fulgt dagligt.

Det var en artikel i Aalborg Stiftstidende, der 13. maj 1934 tændte ideen om, at stiftets domkirke, Budolfi Kirke, skulle have et klokkespil. nemlig et klokkespil, som hang i et tårn ved Vesterbro, tilhørende De Smithskes Jernstøberier - på det tidspunkt kendt som et særdeles velrenomeret klokkestøberi. Allerede da klokkespillet var indtalleret i det private tårn året forinden, havde der været røster fremme om, at det burde hænge i byens fornemste kirke, og nu blev det aktuelt igen, fordi domkirkens fine kirkespir - faktisk dagen efter, sås det på et reportagebillede i avisen - skulle tages ned for at blive restaureret. Det ville være praktisk at installerere klokkespillet, mens værftets største kran i forvejen var til rådighed ved kirken. Menighedsrådet havde ifølge kirkeværgen, som også var sparekassedirektør, imidlertid nok at gøre med at skaffe penge til spiret, og borgmesteren mente ikke, der var tale om en sag, der kunne løses med kommunale midler, og i øvrigt mente han, at klokkespillet burde finde plads i Ansgars Kirke, for så ville det kunne høres langt videre om end inde i byen. Artiklens forfatter, Mads, lod sig dog ikke affeje, efter at han havde ¿spurgt en række mænd, hvis ord og mening i denne sag har vægt¿, så han underbygger sin ide med følgende: - Sagen bør kunne løses enten ved indsamling eller på anden måde. Byen vil blive en attraktion rigere, og når klokkespillet sender sine melodier ud over limfjordsbyen, vil Budolfi for alvor være det, dens skønne linjer allerede gennem århundreder har gjort den til: Aalborgs vartegn. Og faktisk fængede ideen. Efter artiklen dagen efter om nedtagelse af spiret og nok én, hvori nævnes muligheden for et lotteri, kan avisen den følgende lørdag meddele, af den første klokke allerede er sikret for Budolfi. Aktieselskabet Aalborg Strømbadeanstalt, som året før var overgået til kommunalt regi, stod med aktieudbytte fra herreløse aktier, og de 1447 kroner og 82 øre blev givet som et fornemt startskud til den indsamling, som herved allerede var kommet godt i gang. Hvem præsterer den næste klokke? spurgte avisen. Også biskop Oldenburg var på banen. - Først og fremmest må man vel gå til de kirkelige kredse, siger han til avisen og foreslår nedsættelse af en borgerkomité til at lede indsamlingen, men også hos andre skulle man kunne finde lydhørhed overfor en sådan henvendelse. Sognepræst Lomholt i Budolfi, der er formand for menighedsrådet, finder det naturligt, at rådet tager sig af en indsamling, mens stiftsprovst F. Horstman finder på, at folk, der bidrager med større beløb, kan få deres navn på gaven, sådan som det er skik i kirkeligt regi. Og den ide bliver fulgt. Navnene kan ses endnu på de klokker, som hænger i tårnets lanterne, og hvorpå nye kom til for 37 år siden. Men også såkaldt almindelige mennesker lader sig inspirere til at være med, og første bidrag på 1000 kr. indløber allerede 22. maj, og herefter går det slag i slag med store og mindre donationer fra en enkelt krone til flere tusinde. Undervejs i løbet af de to måneder, indsamlingen foregår, har aalborgenserne også lejlighed til at høre klokkespillet. Det sker om aftenen 25. juli ved Ansgars Kirkens trappemøde. Efter særlig tilladelse fra direktør Bro på De Smithske spiller klokkerne i et kvarter før mødet.