Folkekære sanglærker byder op til dans og fællessang

Stor fest i FFK-hallen med fem kendte navne

FREDERIKSHAVN:"Tre hvide duer", "Lille Sommerfugl" og mange, mange andre. Er man til dansktop-musik, bliver der virkelig noget at synge med på, når Live Tours Sport & Entertainment og FFK den 7. februar byder til Dansk Slager Parade. Ikke mindre end fem af de helt store navne inden for genren kommer til byen på en og samme aften. Bjørn Tidmand, Jodle Birge, Richard Ragnvald, Kisser & Søren og Dorthe Kollo vil alle underholde frederikshavnerne. Nærmere præsentation er vist overflødig. Før musikken spiller op, bliver der spisning til en rimelig pris. Hvad menuen står på, er en velbevaret hemmelighed, også for dem, der skal deltage. Men Steen Christensen fra Live Tours Sport & Entertainment lover, at det bliver noget, der ligger langt fra grønlangkål og julens andre fede spiser. - Gode ben og budding, foreslår han, men tager hurtigt sine ord i sig igen. Det skal nok blive lækkert. Dørene åbnes allerede klokken halv seks, så der er god tid til at finde på plads før middagen og få sig en snak med bordfællerne, før sangen kræver opmærksomhed. Når middagen har bundfældet sig, går kunstnerne på scenen på skift til en rigtig synge-med-afdeling. Senere kommer der mere kul på. Kendte sange, der appellerer til, at der dansen, siger Steen Christensen. - Folk får alvorligt svært ved at holde sig til ro. De sidste timer, før danseskoene sparkes af de trætte fødder, underholder Birte Kjærs orkester Gemalerne. Det er også dem, der akkompagnerer de øvrige optrædende. Længe før arrangementet blev annonceret, begyndte folk at melde sig til, og Steen Christensen fortæller, at der kommer folk i alle aldre. - Jeg havde forestillet mig, at det blev en aften for det lidt mere modne publikum, men vi kan se at de henvendelser, vi allerede har fået, at det tyder på en aften med både den yngre generation, midaldrende og et mere modent publikum. Det er utrolig positivt.

Forsiden