Folkekirke forsømmer opgave

Det er blevet moderne at klage over tonen i indvandrerdebatten. En flok præster har således underskrevet et opråb om at vise større hensyn til indvandrernes følelser.

Dette har fået Borgmester Flemming Jansen til at forfatte et indlæg mod "lalleglade præster, der blander religion og politik sammen". Han får 20.12. modspil af skuespiller Jørgen Bing og sognepræst Ole Steen Hansen, der forsvarer præsters ret til at blande sig i politik. Jørgen Bing kommer i den forbindelse ind på lignelsen om den barmhjertige samaritan, og Ole Steen Hansen omtaler, at Maria og Josef måtte flygte til Ægypten for at beskytte Jesus mod at blive dræbt som barn. Hertil er at bemærke, at kristendom handler ikke bare om at afhjælpe materiel nød, eller om at tage hensyn til menneskers følelser. Kristendom handler først og fremmest om at afhjælpe menneskers åndelige nød ved at prædike evangeliet om Jesus Kristus. Men hvorledes forvalter folkekirken denne opgave? Der er i de seneste 30-40 år kommet 200.000-300.000 muslimer til Danmark, men hvad har folkekirken gjort for deres omvendelse? Ikke ret meget. Tværtimod har man set passivt til, medens unge danskere konverterer til islam. I stedet for at bekæmpe islam med åndelige våben, har man talt om sameksistens og indbudt muslimer til at tale i danske kirker. Man har ikke optrådt som den gode hyrde, der vogter sine får, men som den ansvarsløse hyrde, der lukker ulven ind i flokken. Hvad burde man have gjort? Først og fremmest burde man have oplyst vore præster, så de kendte Koranen og muslimsk trospraksis. De burde f.eks. vide, at Koranen påbyder at dræbe frafaldne muslimer, at Koranen opfordrer til at forsvare Islam med vold, at Islam behandler anderledes troende som mindreværdige osv., men ved de det ? Dernæst burde præsterne være klædt på, så de kunne hindre kristne i at konvertere til islam og omvende muslimer. Præsterne kunne så have fortalt menighederne om forskellene mellem kristendom og islam. De kunne have berettet, hvorledes kristne forfølges i muslimske lande. De kunne have fortalt om forbud mod at bygge kirker, praktisere kristendom offentligt, missionere m.v. De kunne have samlet ind til kristne, der fordrives fra deres hjem, således som det bl.a. foregår i de palæstinensiske selvstyreområder, og de kunne have fortalt, hvordan danske missionærer hindres i at prædike evangeliet i muslimske lande Sidst, men ikke mindst kunne vore sognepræster være gået i spidsen for et massivt omvendelsesarbejde blandt asylansøgere og nydanskere. Men det har man forsømt. Vi har nemlig religionsfrihed i Danmark, og derfor afholder Folkekirkens præster sig stort set fra at missionere blandt anderledes troende her i landet. Det er at svigte den kristne missionsbefaling. Derfor har nogle præster tid til at påtale tonen i indvandrerdebatten, fordi de forsømmer at frelse indvandrernes sjæle og beskytte deres menigheder mod Islams lokketoner. Flemming Jansen har derfor uret, når han kalder de pågældende præster for "lalleglade". Der er simpelthen tale om, at de pågældende præster misbruger embedes autoritet til at fremme egne politiske synspunkter i stedet for at passe deres pligter som præster.