Folkekirkens fremtid

BISPEVALG:Jeg indrømmer det blankt - jeg er nok lidt gammeldags. En kollega sagde engang til mig: "Med den måde, du vil være præst på, er du født 50 år for sent – eller måske 100. Jeg kan f.eks. ikke lide ordet "konfirmandundervisning". Jeg kalder det "præstetimer" i stedet for. Det er en del af den ballast, jeg har med mig fra min tid som præst i en god gammel grundtvigsk frimenighed. Præstetimer: Det handler ikke just om undervisning, at børnene skal lære en hel masse og høres i det, de har i en overgang bare den time om ugen, hvor de får lov at være sammen med en præst, en voksen, der lever sit liv i tro og nogle gange i fortvivlelse og søger at finde svar, men først og fremmest tør stille nogle spørgsmål. Og jeg får lov at "leve" det en time om ugen i fællesskab med "præstebørnene". Det væsentlige sker i mødet; det væsentlige er nærvær. Dette nærvær er tæt på at forsvinde i vort samfund i dag pga. blogs, internetportaler, mobiltelefoner og smartboards. Vi kommunikerer på livet løs, vi kommunikerer faktisk som aldrig før. Men vi mangler nærvær. Det får man ikke via Facebook, e-mail eller sms. Det opstår, når man møder et andet menneske ansigt til ansigt. Jeg fører en daglig kamp for at beholde nærvær i mit arbejde. Det kræver, at jeg hele tiden vælger ting fra og bl.a. indbygger ro i min hverdag. Heldigvis har jeg et menighedsråd (to endda), der ikke nødvendigvis synes, at jeg skal beskæftige mig med det hele, lige fra babysalmesang til rock- og spaghettigudstjenester, dåbsforældreklubber, pilgrimsvandring, og hvad der ellers findes af gode og spændende tiltag. De vil helst se, at jeg koncentrerer mig på det, jeg brænder for. Og fordi jeg ikke har evighed, kommer der sandsynligvis en præst efter mig, der kan beskæftige sig med det, han eller hun brænder for, og det bliver (heldigvis) næppe det samme. Nærvær er efter min mening det væsentlige i alt præstearbejde. Man kan holde en god begravelsestale, men den er ingenting værd, hvis ikke man er til stede i det, man siger, og hvis ikke man har været til stede i samtalen med familien, så de følte sig set og hørt. Det samme gælder vielser og dåb, ja, snart hver en del af arbejdet. Og ikke kun præstearbejdet: Jeg har fundet ud af, at det betyder ufattelig meget for et sogn, at der er en graver på kirkegården, som kender sognebørnene og har tid til at snakke og måske især lytte. (Der er en tendens til at tage storbysognene som eksempel for de mindre landsogne, men kunne det tænkes, at vi nogle gange tog den anden vej rundt og f.eks. forsøgte at overføre landsognets nærvær til storbysogne? Jeg spørger bare.) Jeg oplever, at der er et stigende og skrigende behov for nærvær. Nærvær tager tid. Vi må unde os selv og andre den tid. Oplevet nærvær kan være en god grund til at være eller blive medlem af folkekirken. Men bortset fra det: Er nærvær ikke også det væsentlige i kirkens kald? Jeg tænker på lignelsen om den gode hyrde eller på præsterne i lignelsen om den barmhjertige samaritaner: Selvfølgelig ser de godt den hårdt sårede mand i vejkanten, men de er tvunget til at skynde sig videre, de skal på arbejde i templet, pligten kalder! De var vel næppe kolde over for det, de så, men de var pressede: der ventede en menighed på en prædiken, en velsignelse; der ventede et hold bar mitzvah-unger, der skulle oplæres, tænk, hvis de ikke nåede at få lært det, de skulle! De skulle titusinde ting, derfor formåede de ikke at være til stede dér, hvor de kom forbi, og nærværende for den mand, de mødte undervejs. Når jeg altså hører bispekandidat Henning Toft Bro bl.a. sige igen og igen, at der skal mere undervisning til for at styrke folkekirken, samtidig med at han er helt indforstået med, at der skal nedlægges præstestillinger, så får jeg lyst til at spørge: Hvem mon skal tage sig af den undervisning, han taler om? Jeg kunne også fristes til at spørge: Hvem skal vi undervise, og hvad skal der egentlig undervises i? Og hvorfor? Jeg spørger bare. Jeg hverken kan eller vil lægge skjul på, at jeg håber, at vi får en biskop, der ikke laver arbejdsbyrden større, men åbner op for eller forsøger lokalt at vække det, som henholdsvis de enkelte menighedsråd og præster brænder for. Ja, jeg vil gerne have en biskop, der ikke kun taler om nærvær, men - og ikke kun under valgkampen, men i årevis i sit daglige arbejde - har vist sig at være nærværende og plejer den menneskelige kontakt mere end den teknologiske kommunikation. Hvis denne biskop oven i købet forstår sig selv som økumenisk, altså åben og imødekommende over for andre kirkesamfund, ja, i det hele taget forholder sig mere lyttende end dikterende, så åbner der sig nogle perspektiver for folkekirken. Det er selvfølgelig først og fremmest egoistisk af mig at håbe på og arbejde for, at Marianne Christiansen bliver Aalborgs nye biskop, men dernæst er jeg også ærlig overbevist om, at det ville være mest gavnligt for folkekirken og de lokale sogne, både land og by. Og så helt egoistisk er det nu heller ikke, for jeg ville bestemt savne Marianne som kollega i det daglige arbejde. I den forstand må jeg vælge mellem to onder eller snarere: to goder.