Folkeklubben til Bålhøj

Nye navne til festivalen er på plads

Folkeklubben er på plakaten til Bålhøj Festival. Privatfoto
Øster Brønderslev 1. maj 2018 18:39

ØSTER BRØNDERSLEV: Så er de sidste navne til Bålhøj Festival på Plads.

Det er Folkeklubben samme Anne Dorte Michelsen, der gør følgeskab med Michael Falch, Maria Bramdsen fra Tøsedrengene samt Ray Dee Ohh, der tidligere er indgået aftale med.

De suppleres af heavy rockbandet Monkey Okay fra Aalborg, det internationale anerkendte blues orkester The Blues Overdrive samt talentfulde Ginne Marker, lokale Jack Flash & the Comets og endelig vinderen af konkurrencen Byens Bedste Band, der afholdes 8. juni i Den Runde Pavillon.

- Folkeklubben er et band med vind i sejlene og kan under overskriften "Sol over Danmark" opleves til Bålhøj Festival, beretter talsmand for Bålhøj Festival, Anders Bang Andersen.

Inspireret af den ikoniske tennishelt Torben Ulrich og hans frisættende filosofi om at gå efter det perfekte slag i stedet for at tænke på sejr eller nederlag, er Folkeklubben på deres tredje album gået efter at lave dén frigjorte og legende plade, som kun erfaringen fra efterhånden 600 koncerter rundt i landet giver. Det er rendyrket folk, store (p)opsange samt hårdtslående rock’n’roll, bundet sammen af dét tekstunivers, der umiskendeligt er Folkeklubbens. Albummet "Slå flint!" er blevet modtaget med en perlerække af flotte anmeldelser og gik direkte ind som nummer 1 på den danske albumhitliste.

- Albummet blev af musikmagasinet Gaffa kåret som årets danske udgivelse, og det er med disse sange - og et bagkatalog fyldt med hits om fedterøve, Danmarksfilm og andre opsange - at man kan opleve den travle trio på deres sommerturné "Sol over Danmark" på Bålhøj. Om turnéen siger bandet: - Til festivalsommeren 2018 går vi som Torben Ulrich efter det perfekte slag. Det gælder om at udfordre lytteren, at turde tage chancer, fortælle historier og sammen med publikum skabe nye, store fortællinger - og sol over Danmark.

Igennem de seneste 35 år har sangene fra Tøsedrengene, Ray Dee Ohh og Anne Dorte Michelsen lagt Danmark ned. Flere generationer har sunget med på hits som ’Sig du kan li’ mig’, ’Ud under åben himmel’, ’En lykkelig familie’, ’Mandagsstævnemøde’, ’Indianer’ - skarptskårne popsange, som står distancen og stadig taler direkte til hjertet. Anne Dorte og Maria lover et medrivende show, hvor begejstringen fra for længst svundne 80’er og 90’er-fester får lov at blande sig med eftertænksomhed og sangglæde, når de sammen åbner festivalens store scene.

På programmet i 2018 bliver det også til prisvindende blues med international klasse sådan betegnes nemlig den danske succes The Blues Overdrive. Bandets seneste udspil "Overdrive Live!" er kåret til "Album of the Year" til European Blues Awards. Som om det ikke var nok har de også modtaget et hav af flotte anmeldelser. Blandt andet af Europas førende bluesmagasin "Bluesnews" kvitterede med 5 stjerner og ordene ‘Der er kort og godt en originalitet og et melodisk drev i dette band som det er let at blive besat af.’ Som et af landets mest efterspurgte bluesacts har de i de senere år spillet utallige koncerter. Deriblandt tæller Skanderborg Festivalen, Copenhagen Jazz Festival, Copenhagen Blues Festival og nu er turen kommet til Bålhøj Festival. Med et underholdende show og et alsidigt repertoire er der noget for enhver musikelsker. Kort sagt: En af de koncerter man ikke må gå glip af!

Fra Aalborg besøger heavy-metal bandet Money Okay festivalen. Med en lyd forankret i både klassisk, grunge og en smule psykedelisk rock, har bandet formet deres egen form for moderne rock fyldt med groovy riffs og intensitet. Bandets energiske live show vil helt sikkert imponere publikum på Bålhøj.

Bålhøj Festival foregår i skoven på Bålhøj i Øster Brønderslev lørdag 11. august. Det er 11. gang at der kan opleves musik fra de to scener samtidig med at en del af skoven omdannes til et stort legeland for børn, så festivalen kan byde på oplevelser for hele familien.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...