Folkemødet bliver indhegnet og inddelt i sektioner

Politisk aftale gør det muligt at gennemføre politisk festival på Bornholm med et begrænset publikum.

Sidste år blev Folkemødet aflyst grundet coronasituationen. Men det kommer ikke til at ske i år, slår arrangøren fast. Folkemødet vil blive gennemført med op til 500 deltagere i fire sektioner. Derudover vil den politiske festival i Allinge blive livestreamet. (Arkivfoto)

Sidste år blev Folkemødet aflyst grundet coronasituationen. Men det kommer ikke til at ske i år, slår arrangøren fast. Folkemødet vil blive gennemført med op til 500 deltagere i fire sektioner. Derudover vil den politiske festival i Allinge blive livestreamet. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Mens en række musikfestivaler til sommer er aflyst, står Folkemødet på Bornholm til at blive gennemført.

- Vi har været spændt på at få klarhed over retningslinjerne. Nu kan vi med sikkerhed sige, at Folkemødet bliver afholdt - både fysisk på Bornholm og digitalt på vores hjemmeside, siger direktør i Foreningen Folkemødet Camilla Laudrup.

Den politiske aftale, der faldt på plads natten til tirsdag, gør det muligt fra 21. maj at afholde større udendørs arrangementer med publikum inddelt i sektioner.

Folkemødet, der finder sted i dagene 17. til 19. juni i Allinge, vil således blive delt op i fire sektioner hver med 500 personer.

Der vil være tre programblokke på Folkemødet - et morgen-, middags- og et aftenprogram.

Der vil samlet set være 12 scener, som byder på 250 politiske debatter og kulturelle indslag.

Modsat tidligere er folkemødeområdet i år indhegnet, ligesom man skal bestille billet på forhånd.

- Som noget nyt skal man i år booke en billet til en bestemt scene til et bestemt debatprogram.

- Det er lidt anderledes end de andre år, hvor man i højere grad har kunnet gå mere rundt blandt de forskellige scener, siger Camilla Laudrup.

Der vil blive livestreamet fra syv scener, så man også digitalt kan følge mødet.

Selv om årets Folkemøde bliver noget anderledes end sædvanlig, er interessen blandt politiske partier, erhvervslivet og organisationer stor, lyder det fra direktøren.

- Der er helt utrolig stor opbakning. Vi har flere hundrede aktører, der har budt ind på at blive en del af Folkemødet, siger Camilla Laudrup.

Det overordnede tema for Folkemødet 2021 er "Idéernes Folkemøde", hvor der fokuseres på de bedste idéer til, hvordan samfundet kan genstartes efter coronakrisen.

Folkemødet har været afholdt hvert år siden 2011 med undtagelse af 2020, da det blev aflyst grundet corona.

I 2019 var der cirka 60.000 besøgende ved den politiske festival, der har til formål at hylde demokratiet.

Folkemødet er inspireret af den svenske Almedalsveckan i Visby på Gotland.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.