Folkeskole - ja tak

Socialdemokraterne diskuterede uddannelse på kongressen i Aalborg. Debatten løb ikke helt stille af sig, og jeg var blandt dem, der tog ordet under spørgsmålet om Socialdemokraternes syn på privatskoler.

I oplægget til kongressen hed det, at folkeskolen selvfølgelig er kernen i socialdemokratisk skolepolitik, men også at ”privatskoler kan være et godt alternativ”. Og netop den formulering var en torn i øjet på mange delegerede, herunder mig. Derfor var vi nogen, der kæmpede for at få formuleringen om, at privatskolerne er et godt alternativ slettet. Jeg er glad for at kunne sige, at det lykkedes. Og jeg er glad for at Socialdemokraternes kongres med et overvældende flertal sendte et klart signal om, at privatskoler ikke er vores kop te. Men hvorfor nu denne indædte modstand mod privatskoler – er tiden ikke løbet lidt fra sådanne holdninger? Nej tværtimod. Det skal ikke nægtes, at der findes gode privatskoler. Men det ændrer ikke på det faktum, at privatskolerne er en del af folkeskolens problem, ikke løsning. Privatskoler dræner folkeskolen for ressourcestærke elever, engagerede forældre og dygtige lærere. Samtidig slipper privatskolerne for at tage et socialt ansvar f.eks. i forhold til udsatte børn, integration osv. Privatskolerne kan nemlig blot takke nej til de bøvlede elever. Og det til trods for at privatskolerne får cirka 85 procent i offentlig støtte – der er altså ikke meget privat over noget, der er 85 procent offentligt finansieret. Lægger man dertil, at en række privatskoler er baseret på et konservativt, religiøst grundlag, så er der for alvor grund til at overveje, om det er den rette måde at bruge dine og mine skattekroner på. Tiden er løbet fra privatskoleordningen som vi kender den. Den var tænkt som måde, at få en eksperimenterende og fremadrettet skolesektor, og til at begynde med var det også netop det, der skete. I dag er virkeligheden, at der skal strammes gevaldigt op på privatskolernes rolle i samfundet. Skal vi acceptere at privatskoler skummer fløden, tager de bedste elever og lukker andre ude? Vil vi acceptere at privatskoler ikke bidrager til integrationen i de store byer? Mere end 12 procent af børnene går i dag i privatskole. I Aalborg er andelen 11,5 procent, i nogle kommuner er tallet på 25 – 30 procent, og på Nørrebro i København går 60 procent af børnene i privatskole. Andelen af børn, som går i privatskole er steget støt fra kun 6 procent i 1970’erne til over 12 procent i dag. Og alt tyder på, at tallet stadig er for opadgående. Det er en udvikling, som vi må tage meget alvorligt. Folkeskolen er et af de få steder, hvor børn fra alle samfundslag mødes på tværs. Folkeskolen er det, vi som samfund er fælles om. Folkeskolen skaber sammenhængskraft, tolerance og forståelse. Derfor må vi heller ikke passivt se til, at der skabes et a- og et b-hold, hvor de velstillede fravælger folkeskolen, mens de knap så velstillede må tage til takke med resterne fra de riges bord. Det delte Danmark er flere steder ved at blive en realitet. Det stærkeste våben til at gå imod dette er en entydig politisk satsning på folkets skole, som stedet der samler på tværs af sociale skel. Det er såmænd forståeligt nok, at nogle forældre kaster et kritisk blik på nedslidte folkeskoler landet over og i stedet sender ungerne på privatskole. Alle forældre vil jo deres børn det bedste. Og der er helt klart brug for en økonomisk saltvandsindsprøjtning, så folkeskoler kan blive renoveret, så der kan købes nye bøger osv. Så meget desto vigtigere er det, at vi fra politisk hold klart signalerer, at vi satser på folkeskolen, som jo er stedet, hvor alle slags børn mødes. Folkeskolen skal overalt i landet være så god, at forældre ikke føler sig presset til at vælge en privatskole i stedet. Og hvis det skal blive til virkelighed, så må vi også i langt højere grad satse på folkeskolen. Samtidig må vi stille skrappe krav om, at også privatskoler tager et socialt ansvar, så folkeskolen ikke lades tilbage med alle de tunge opgaver, mens privatskolerne tager den lette vej. Derfor er jeg glad for, at netop kravet til privatskoler om at tage et socialt ansvar er en af de ting, som Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, har slået hårdt på. Og efter weekendens kongres er det nu også officiel socialdemokratisk politik. Til tider høres argumentet om, at privatskoler er gode, fordi forældrene her har mulighed for at vælge mellem mere varierede pædagogiske tilbud. Det er efter min bedste overbevisning et fattigt argument, som er med til at underbygge en forbrugermentalitet omkring den skole, som vi alle bør have et fælles engagement i. Folkeskolen er jo netop organiseret med skolebestyrelser og udstrakt forældreinddragelse for at give forældrene muligheden for at få indflydelse på, hvordan børnenes skole skal se ud. Det kræver selvfølgelig lidt mere engagement end et greb i tegnebogen at få indflydelse ad denne vej. Men det synes jeg faktisk ikke er for meget forlangt. Og et blik udover landet viser, at folkeskolen virkelig spænder over meget forskellige tilgange til børnenes skolegang. Folkeskolen er nemlig uendelig privilegeret på et punkt: Medarbejderne er uddannet til at tænke nyt og hele tiden udvikle deres pædagogiske instrumenter, og for stort set alle de lærere, jeg kender, er det en æressag konstant at være på forkant med udviklingen. SKUB-projektet i Gentofte kommune, hvor klasselokaler blev sløjfet til fordel for hjemsteder for børnene og mobile katedre til lærerne er nok et af den seneste tids mest omtalte pædagogiske eksperimenter – og det er altså udformet i folkeskoleregi. Det er klart, at socialdemokratisk skolepolitik nu og i fremtiden må fokusere på folkets skole, og vi må rette op på en friskoleordning, der tolererer alt for mange konservative og sekteriske tanker. Folkeskolen skal være den bedste skole. Privatskolerne skal ikke blive et bedre alternativ og vi skal bruge alle vores kræfter på at bygge, vedligeholde og udvikle folkets skole. Det er socialdemokratisk politik.