Skolevæsen

Folkeskoleelever har fået en coach

Kim Nielsen hjælper unge, men uden moralske pegefingre.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Eleverne har straks taget elevcoach Kim Nielsen til sig og synes, han er lidt mere ungdommelig end lærerne, forstår de unge bedre og får dem engageret ved at lave fis med dem. Foto: Henrik Bo

Bavnebakkeskolen i Støvring har som en af landets allerførste folkeskoler ansat en elevcoach. Fra august i år har Rebild Kommune samlet alle sine 10. klasser netop her på skolen, og det var anledningen til, at skoleleder Lars Lerup ledte efter en slags trivselskonsulent og skyndte sig at gribe fat i Kim Nielsen, da han fandt ud af, at han var ledig på markedet. - Han skal gøre det, han er bedst til: at møde eleverne der, hvor de er. Han er god til at sætte rammerne, skabe kontakt og vinde de unges fortrolighed. Der vinder vi en masse tid. Mange af eleverne i 10. klasse er her jo så kort tid og skal nå at afklare mange ting, forklarer Lars Lerup. Ingen moralske pegefingre Pædagoguddannede Kim Nielsen møder ikke mindst med syv et halvt års erfaring som opsøgende gadearbejder i Aalborg Kommunes såkaldte midtbysjak. Han er også uddannet coach hos Sofia Manning, og det er ham selv, der har insisteret på at blive kaldt elevcoach og ikke for eksempel trivselspædagog eller vejleder. - Jeg bruger ingen moralske pegefingre, og jeg har ikke alle svar. Men jeg stiller spørgsmål, så de unge selv kan finde frem til svarene, som de jo har indeni. Den tillid kan man kun opnå, hvis man møder eleven ligeværdigt og uden fordomme, men derimod nysgerrigt og oprigtigt interesseret, siger Kim Nielsen.