Folkeskolen prioriteres for lavt

VK-regeringen foregiver med dette års finanslovsudspil at opprioritere folkeskolen ved at tildele 900 kr. mere om året pr. elev.

Skolevæsen 3. september 2004 23:26

Jo tak, men når regeringen i de sidste tre år har presset kommunernes økonomi i en sådan grad, at man har været tvunget til at skære folkeskolen med 1800 kr. per elev, er det svært at være taknemmelig for at få halvdelen tilbage. I følge de tørre tal nedprioriteres folkeskolen altså under den nuværende regering, hvilket er dybt problematisk. Folkeskolen er nemlig en af vores allervigtigste samfundsinstitutioner. Ud over at give alle danskere uanset social status et højt niveau af basale, faglige færdigheder spiller folkeskolen en social rolle, som er helt afgørende for sammenhængskraften i samfundet. Folkeskolen skal både oplære og opdrage. Når vi pålægger folkeskolen og dens ansatte at udføre så stor en opgave, kræver det den rette prioritering fra vores side for at lykkes. Som forældre har vi ansvar for at støtte og forbedre folkeskolen og ikke vælge den fra, så snart den ikke til punkt og prikke lever op til vores ønsker. Som politikere skal vi prioritere folkeskolen, både når drømmene og visionerne om vores samfund udtænkes, og når de økonomiske midler fordeles. Det koster nemlig penge at føre skole. Det koster penge at skabe en skole, som forældre vil vælge til deres børn frem for det private alternativ.Desværre lever den nuværende regering ikke op til sit ansvar. VK-regeringen taler meget om folkeskolen, alt imens de via deres økonomiske politik har tvunget kommunerne til at skære på området. Det er uansvarligt, fordi det er det, børnene lærer i uddannelsessystemet, Danmark skal bygge sin fremtid på. Og fordi en folkeskole, der ikke lever op til sine løfter, får de velfungerende forældre til at vælge folkeskolen fra; derved svækkes folkeskolens sociale funktion, og forståelsen, ansvarligheden og sammenhængskraften i vores samfund svinder. VK-regeringen bekymrer sig tydeligvis ikke særligt om disse problemstillinger. Mon det eneste, de bekymrer sig om, er, om de vinder næste valg?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...