Folkeskolens specialklasser er ikke undtaget af lockout

Under en lockout er der ikke sikret undervisning i folkeskolens specialklasser, ligesom der er i specialskoler

Folkeskolens specialklasser er ikke undtaget af lockout

Det er ikke alle elever med behov for specialundervisning, der fortsat kan komme i skole, hvis Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening (KL) ikke finder et fælles fodfæste i forhandlingerne om lærernes arbejdstider inden den 1. april.

KL har nemlig ikke undtaget underviserne i folkeskolens specialklasser fra en eventuel lockout, ligesom de har undtaget underviserne på specialskolerne.

- På nogle folkeskoler er der lærere, der underviser i både den almindelige folkeskole og i specialklasserne, siger Lene Møller, der er afdelingschef i KL.

- Og det vil være uklart, om de er i konflikt eller ej, hvis vi forsøgte at undtage dem, der underviser i specialklasserækkerne, tilføjer hun.

Torsdag den 28. februar varslede KL lockout af cirka 50.000 folkeskolelærer, fordi overenskomstforhandlingerne med Danmarks Lærerforening brød sammen.

Lockouten omfatter dog ikke specialskoler for børn og voksne samt undervisere på interne skoler, døgninstitutioner og observations- og heldagsskoler.

Lene Møller forklarer, at grunden til, at man ikke blot kan bede underviserne i folkeskolens specialklasser om kun at møde op og varetage specialundervisningen, er, at så vil de være halvt i konflikt.

Og det kan man ikke. Enten er man i konflikt, eller så er man ikke, fastslår afdelingschefen.

Torsdag mødes KL med Lærernes Centralorganisation (LC) for at diskutere oprettelsen af et nødberedskab til specialundervisning af de folkeskoleelever, der vil tage skade af, at undervisningen stoppes under en eventuel lockout.

- Vi tænker, at vi skal lave en rammeaftale sammen med LC, som så lokalt skal anvendes, så man på de enkelte skoler bedømmer hvert eneste barn, og om det har behov for et nødberedskab, siger Lene Møller.

Danmarks Lærerforening og KL mødtes mandag for anden gang i Forligsinstitutionen. Og de mødes igen fredag klokken 10.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst