Folket affyrer kulturkanonen - så du røgen

- I disse krigstider skal hver en by da have et kanonlaug, mener Thorvald Odgaard. Vognen stammer fra eternitten i Aalborg, hvor den fragtede ilt og gas, mens kanonen og den udsatte lille fyr ved mundingen er Odgaards kreationer.      privatfoto

- I disse krigstider skal hver en by da have et kanonlaug, mener Thorvald Odgaard. Vognen stammer fra eternitten i Aalborg, hvor den fragtede ilt og gas, mens kanonen og den udsatte lille fyr ved mundingen er Odgaards kreationer. privatfoto

NIBE:Det skete i de dage, at kunstner Thorvald Odgaard troppede op med en kanon til frokosten i Skalpavillonen under den historisk sidste Tilflytterdag i Nibe Kommune. En nær slægtning af skulpturen ”Jubleren” stoppede kuglerne i, flertallet af de 130 tilflyttere holdt sig for ørene, men ak. - Det er en fuser, konstaterede Thorvald Odgaard. Men, men, men. Han havde en udspekuleret plan med folket. Gæsterne blev forsynet med papirposer, pustede dem op, og knaldede poserne samtidig på kommando. - Ain"t that beautiful, bragede en tilflytter fra New York. - Det er en kulturkanon, forklarer Thorvald Odgaard. - Et alternativ til den, regeringen lancerede sidste år. Forskellen er, at denne kanon skyder med kugler, folket har støbt. - Her i Nibe kan vi jo selv, borgere er vante til at tage initiativet på kulturområdet, og det går da ikke så ringe endda. Bare tænk på eksempelvis Nibe festivalen. Kulturkanonen bliver et af Thorvald Odgaards bidrag på den kommende udstilling ”Skulptur og Installation” i Aalborg Kunstpavillon i anledning af stedets 25 års fødselsdag. Han udstyrer også udstillingen med en kasse indeholdende et styk rotte i bronze. - En fundamentalist sammenlignede sidste år moderate kræfter med rotter. Hvis det nu også skulle være forbudt, at ytre sig frit, så går det da helt galt, forklarer Thorvald Odgaard.