EMNER

Folket fyrer venstrefløj

Det bliver – igen i år – en blå-rød 1. maj i Danmark. SF-formand Villy Søvndal tog fejl, da han på sit landsmøde forleden skråsikkert fastslog, at liberalismen er død.

Vi er tværtimod vidner til, at de skandinaviske befolkninger på stribe fyrer venstrefløjen og Socialdemokratiet som regerings-alternativer. Vi ser det i Norge, hvor den sidste venstrefløjs-regering (med S og SFs søsterpartier) er på vej ud. Vi ser det i Sverige, hvor den borgerlige regering styrkes under krisen. Vi ser det i Finland, som to gange har valgt en liberal statsminister. Og vi ser det i Danmark, hvor Venstre & Co. – og ikke venstrefløjen – efter indsættelsen af Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister på ny er i vinderposition. Det er liberale og andre borgerlige, der repræsenterer det troværdige og attraktive alternativ for vælgerne i moderne velfærdssamfund. Mange af de vælgergrupper, der tidligere i generation på generation stemte rødt, stemmer i dag blåt. For netop mens krisen kradser er der mere end normalt behov for frihandel, en sikker liberal hånd om økonomien, det liberale frisind, det frie valg og det private initiativ - kort sagt alt det, som Venstre står for. Det, verden bestemt ikke har behov for, er gamle socialistiske løsningsmodeller med protektionisme, nye reguleringer på alle tænkelige områder og S-SF-partiernes genoplivning af tvungen ØD på alle arbejdspladser og en ny formueskat, som de ellers selv skrottede for årtier siden. Det er skam fint nok, at Søvndal, Thorning og Frank Aaen i deres taler i dag vil kritisere Venstre og regeringen. Men hvis det går som det plejer, er det en tynd kop the, de serverer: Finanskrisen kradser på Danmark – og det er regeringens skyld, fremhæver de. Men fakta er jo, at det ville være gået os meget værre, hvis vi de seneste år havde fulgt rådene fra rød blok og spenderet tre kroner, hver gang vi havde tjent en. Havde vi fulgt den røde opskrift, ville vi i dag ikke have mulighed for at tage alle de initiativer til at dæmme op for krisen og holde ledigheden nede, som vi har taget og fortsat er parate til. Venstre & Co. repræsenterer en solid økonomisk politik, som giver os mulighed for at række de arbejdsløse en hånd. Venstrefløjen er stivnet i selvgod opfattelse af, at have patent på alt det gode – mens de borgerlige repræsenterer alt det dårlige. De har ikke tænkt nye tanker i mange år og længes mest efter gamle dage. Derfor fyrer befolkningerne venstrefløjen. Derfor bliver det igen i år en blå-rød 1. maj.