Folketinget kræver stop for våbeneksport til Rusland

Putins fremmarch over for Ukraine bør få hårdere konsekvenser, lyder det. V og K vil også ramme gaseksporten.

EU må svinge pisken endnu hårdere og indføre langt skrappere sanktioner over for Rusland.

En række partier i Folketinget foreslår et stop for eksport af våben til Vladimir Putins styre, efter at han formelt har optaget den ukrainske Krim-halvø i Rusland, skriver Berlingske.

- Jeg synes, man bør overveje meget at stoppe hele eksporten af militærudstyr til Rusland, siger SF's udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister, Holger K. Nielsen, til Berlingske.

- Det er underligt, at Frankrig skal levere meget store krigsskibe til Rusland lige nu, og det bør undersøges, om der er russisk kapital i den europæiske forsvarsindustri, tilføjer han.

Frankrig har for nylig underskrevet en kontrakt med russerne om at levere to hangarskibe til omkring 10 milliarder kroner.

Socialdemokraterne, Venstre og De Konservative er enige med Holger K. Nielsen. Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, og De Konservatives Lene Espersen går skridtet videre og lufter tanker om at lukke ned for den russiske milliardeksport af gas til Europa.

EU har allerede indført indrejseforbud og indefrosset kapital for 21 personer fra Rusland og Krim-halvøen.

Torsdag mødes EU's stats- og regeringschefer igen Bruxelles for at drøfte Krim-krisen. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) vil "bestemt ikke udelukke" at stoppe våbenleveringerne til Rusland.

- En våbenembargo har været diskuteret. Man skal være opmærksom på, at Rusland også er en stor våbeneksportør, men det ændrer ikke på, at det vil have en vis effekt, siger Martin Lidegaard (R) til Berlingske.

Han påpeger dog, at det bliver sværere at ramme den russiske gaseksport, da den form for sanktion er mere kompliceret at iværksætte.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.