Folketinget stemmer om lærerindgreb i morgen

Store Bededag bliver en arbejdsdag for folketingspolitikerne. De skal stemme om indgrebet i lærerkonflikten.

Folketinget stemmer om lærerindgreb i morgen

Så er køreplanen for at sætte en stopper for lærerkonflikten på plads. Og der bliver i den grad tale om et lynindgreb.

Allerede i morgen, på Store Bededag, vil Folketinget på et ekstraordinært møde formentlig vedtage forslaget, som skal sikre, at landets skoler kan genåbne på mandag.

Efter drøftelser med partiernes gruppeformænd meddeler Folketingets formand, Mogens Lykketoft, således, at lovforslaget førstebehandles torsdag eftermiddag.

Derefter vil politikerne blive indkaldt til et ekstraordinært møde i morgen klokken 13 for at andenbehandle forslaget, som derefter sendes direkte videre til tredjebehandling og endelig vedtagelse i Folketingssalen.

Regeringen har på forhånd sikret sig opbakning fra blandt andet Venstre, så der er et politisk flertal på plads for at sætte en stopper for den fire uger lange konflikt.

- Vi forventer, at der vil være tilslutning både til en hastebehandling i Folketinget, og at der også vil være flertal bag forslaget, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde torsdag formiddag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.