Folketingets "gode" hyrde

Farcen og fadæsen omkring tilblivelsen af den danske udlændingelov - gældende fra vedtagelsen i 1983 og indtil 2002 - er aldrig blevet ordentlig afsløret for den jævne befolkning.

Og det til trods, at det var den lov, der uigenkaldeligt ændrede Danmark for altid. Min personlige opfattelse er, at Danmark var et dejligt, homogent land, der var værd at bevare. Og det er også ganske tit, at man som borger bliver mindet om katastrofen. Især falder det mig tungt for brystet, når den politiske venstrefløj plus et par grupper mere på tv slynger os lige i synet, at Danmark skam allerede er et multikulturelt samfund. Må vi have lov at være her. En så fundamental ændring af alt det, vi holder af, vil aldrig Killifie accepteres uden en forudgående konkret folkeafstemning. I modsat fald har vi et demokrati, der ikke fortjener sit navn. Vedrørende 1983-loven kan man roligt sige: "Alle, der kunne svigte, svigtede." Jamen, den højt besungne frie, danske presse, med eller uden tegninger, hvor var den? vil mange nok spørge. Men ak og ve. Den samlede danske presse var også dengang indhyllet i en politisk venstreorienteret støvstorm, der var så tæt, at ingen kunne se en hånd for sig. Og hvem er det så lige, der blandt andet har undervist kommende danske journalister: Preben Wilhjelm, først medlem af DKP og senere i folketinget valgt af VS. Ved at læse forskellige betænkninger og referater af folketingsdebatter op til 1983, synes det at stå helt klart, at afsættet til den famøse lover baseret på en administrativ udvisning af en kriminel mexicaner, Jaime Okusona - Martinez, allerede 19. august 1977. Og mon ikke emnet stadig er brandaktuelt her mere end 30 år efter. Apropos, daværende ombudsmand, Lars Nordskov Nielsen tog sagen op og anbefalede Justitsministeriet en revision af lovgrundlaget for administrative udvisninger af Danmark. 14. dec. 1977 blev der nedsat et regeringsudvalg, hvor bl.a. ombudsmandens skrivelse indgik i udvalgets kommissorium. Dette udvalg talte ni medlemmer, men sidste og niende medlem var netop Dansk Flygtningehjælps daværende formand, Hans Gammeltoft-Hansen. Hans deltagelse skulle senere vise sig ikke at være nogen biomstændighed. Scenen var hermed sat. Vidste man ikke bedre, kunne man nemt lokkes til at tro, at debatten om den danske udlændingelovgivning var et politisk spørgsmål på linje med ændringer i færdselsloven eller skoleloven. Men ak! Der var sandt for dyden tale om noget langt mere fundamentalt for hele det danske samfund. Også i Sverige har de noget, som nogen kalder elitediktatur. Begrebet dækker over en elite af politikere og højerestående embedsmænd. At Sverige som land er ved at gå i opløsning bliver sværere og sværere at skjule for den brede befolkning, og det på trods af, at også deres presse hjælper godt til med fornægtelser, løftede pegefingre og grove fortielser. F.eks. har de nu en voldtægtshyppighed, der er tæt på Sydafrikas, og som er verdens højeste. Set i historisk sammenhæng kunne de danske udvalgsmedlemmer næppe have været i god tro, hvad angår det demokratiske grundlag for deres arbejde. De intellektuelle har tilmed - og desværre - en lang tradition for fejltagelser. Og i virkeligheden har de også altid haft hang til det totalitære. Aldrig på noget tidspunkt lagde de øret til jorden for at lytte til det danske folk, endsige lytte til manden i plovfuren. Det var jo heller ikke denne gang, at det "øvre" Danmark, skulle bære de tungeste byrder. Hvad med de nedbrændte daginstitutioner, de stenkastende unge mod politi og brandkorps, knivdrab og skyderier i gaderne? Ja, listen er endda langt længere. Alle disse belastende forhold i vores samfund vedrører næppe det "øvre" Danmark. Jo, måske lidt. Men så er det kun på diskussionsplanet, - ikke som noget nærværende eller ligefrem livstruende. 29. sept. 1981 holdt Hans Gammeltoft-Hansen - altså Folketingets nuværende ombudsmand - et foredrag. På det tidspunkt var han medlem af den kommission, der skulle lave det endelige udkast til den nye udlændingelov. Allerede da var han særdeles vidtfavnende og generøs i forhold til indvandrere og flygtninges muligheder for at bosætte sig i Danmark med diverse rettigheder, (med retskrav på den danske stat) . At medtænke problemer omkring race, religion eller uddannelse var kun udtryk for manglende dannelse og især manglende humanisme. Hvad med de antidemokratiske muslimer kunne man med rette spørge? At der var nogen, der vurderede situationen helt modsat, kunne kun være udtryk for, at de var indadkrogede, vrantne skumpelskud med inhumane holdninger til de mange stakler, der bankede på Danmarks generøse velfærdsparti. Ifølge FN er der i tiåret fra 1998 til 2008 sket en kraftig forværring i den globale flygtningesituation. I 1998 var der 28 mio., - i 2008 var tallet steget til 56 mio. Og hvad kan lille Danmark så egentlig stille op med det? - Svaret er forholdsvis enkelt. Den overvejende del af de umådelige flygtninge strømme kommer fra de 57 muslimske stater, der findes i dag. Med det udgangspunkt er der mange, der mener, at flygtningeproblemet er uløseligt, ikke mindst i den kristne kulturkreds, som Danmark heldigvis tilhører. - Og ikke mindst uløseligt fordi vores erfaringer med herboende muslimer i overvejende grad er, at de er afvisende over for at lade sig integrere endsige tilpasse sig. I det danske samfund er vi meget afhængige af hinanden. Afhængige af, at vi har tillid til dem, som vi deler samfund og statsborgerskab med. Afhængige af det næsten usynlige lim, der binder os sammen til det, vi er, en urgammel stamme, der hører til og hører hjemme på de bøgelyse øer, der danner bro mellem Europa og det øvrige Norden. Medvirkende til min kategoriske afvisning af flere muslimer i Danmark er blandt andet også en horribel udtalelse, fremsat i tv af en palæstinensisk talsmand/leder, som sagde følgende: "Kvindens livmoder er vores stærkeste våben". For mig var det en udtalelse, der gav chokerende stof til eftertanke. Eksempelvis var der i Gaza i Palæstina i 1948 ca. 50.000 indbyggere. I dag er der ca. 1,5 million. Gaze er på størrelse med Langeland, og er verdens tættest befolket område. Udlændingeloven fra 1983 var en katastrofe, og det skete kan ikke rulles tilbage. Men hvad med alle vore råd og nævn? Nogle af dem er endda tillagt forskellige former for kompetencer. Andre kan øve pression ved at kravle højt op i "godhedens træ" og derfra mistænkeliggøre Danmark som retsstat på udlændinge området. Ikke mindst Dansk Flygtningehjælp springer i øjnene på grund af, at de forskellige formænd alle har været stærkt politiserende og magtsøgende. Hvis Danmark består om 100 år, som et frit og velorganiseret land, da vil den tids historikere konkludere følgende: "Det var Hans Gammeltoft-Hansen, der førte Danmarks historiske pen på flygtninge/udlændinge-området fra katastrofeåret 1983 og mange år frem. Og på det felt må han siges at have været Folketingets blinde førerhund". Tvivlerne vil nok spørge, hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre. Også her er svaret enkelt og ligetil. Han var omgivet af politiske rygsvømmere, der i høj grad var optaget af personlig forfængelighed og derfor kun fremkom med absolut pæne, humanistiske udtalelser, der dels gjorde sig godt i Folketingets referater, og dels var nydelig læsning i dagspressen. Men lad mig minde om den gamle talemåde: "Selv en død fisk kan svømme med strømmen". og det var så det, de gjorde.