Folketingets mandfolk

Folketingsmedlem og vicepolitimester Birthe Rønn Hornbech (V) hader unøjagtigheder og lovsjask, og med en energi som et kraftværk langer hun ud efter alle, der udfordrer retssikkerheden

Birthe Rønn Hornbech voksede op i et borgerligt, lutheransk - og ikke mindst diskussionslystent præstehjem - og husets datter blev opdraget efter devisen: Sig hvad du mener, og gør det du er sat til. Hun ville egentlig læse teologi, men en forelskelse og fars modstand mod kvindelige præster kom på tværs. Årene i Folketinget har givet hende flere etiketter. Hun er blevet kaldt den eneste mandfolk i Folketinget, stolt, stædig og utæmmelig, og at hun er støbt i et stykke. Hun er kendt og berygtet for at sætte journalister lidt på prøve, og alle ved, at de ikke skal stille dumme spørgsmål, hvis de har livet kært. Det er ikke unormalt, at du siger til en journalist, at nu må han altså høre ordentlig efter, når læreren taler, og jeg har også fået refereret, at du engang sagde til en, at hvis han ikke kunne stille ordentlige spørgsmål, måtte du hellere selv stille dem. Hvorfor er du så skrap? Jeg ved ikke om jeg er skrap, men jeg sætter journalistikken højt, fordi det er en vigtig del af folkeoplysningen. Bliver man ringet op af en journalist, som allerede har skrevet sin dagsorden og ikke gider høre efter, så kan man jo som gammel anklager følge og føle hele hans fremgangsmåde, og hvor han vil hen. Til gengæld mener jeg, at jeg nogle gange har skabt nogle andre vinkler, men jeg ved da, at jeg har ødelagt nogle historier, men de fleste journalister kan godt lide et modspil og mange af de journalister på Christiansborg ved jo godt, at jeg udnytter dem på det groveste som sparringspartnere, hvor jeg begynder at stille spørgsmål, og mange af de nyheder jeg får, får jeg fra journalisterne, hvis nu der ringer tre-fire journalister om den samme ting. - Du er vokset op i et præstehjem, din far var præst på Østerbro i næsten 30 år, og da jeg bad dig om at finde noget som kunne symbolisere hjemmet, så sagde du billedet af din morfar, som var venstremand. Da han sad i hjørnet og diskuterede med menighedsrådsformanden som var socialdemokrat. Hvorfor er det et godt billede på dit hjem? Det er også først som voksen, at det gennem journalister går op for mig. For man hører jo i Lise Nørgaards erindringer og film, at hendes far holdt alle de aviser, hvor han blev bekræftet i sin egen konservative holdning. På samme måde med deres omgangskreds. Så jeg har aldrig følt, at det var noget særligt i mit hjem, men jeg kan da huske, at da jeg kom og præsenterede min mand, så sagde min far "ja Kaj nu skal du jo ikke tage dig af at vi skændes her altid, det lyder bare sådan, fordi vi diskuterer". Det var en af de første gange, at det gik op for mig, at vi gjorde sådan. - Så det fik du ind i blodet, det der med at man siger sin mening med fare for at blive sagt imod. Ja og jeg har jo aldrig spekuleret over det som barn, sådan var det bare. Jeg kan ikke mindes, at der var noget, som man ikke snakkede om.Men der var ingen tvivl for mig om, at præster var en særlig levende samfundsgruppe. Der er bare i dag ikke så mange præster, der deltager i samfundsdebatten, men det ligger jo i deres forudsætninger, det teologiske studium, det er meget læsende mennesker og derfor er det meget spændende mennesker. - Du taler altid meget om frisind, og det er positivt ladet og så taler du også om den lallende tolerancedjævel og det er i hvert fald ikke positivt? Prøv at forklare, hvad forskellen er mellem tolerance og frisind? For mig er tolerance det lallende, at man ikke har et standpunkt selv, og at man bare laller og bare syntes, at det hele er ligegyldigt og siger "folk skal da have lov til at have deres meninger, det er da ligegyldigt hvad de mener…" Frisind er for mig, at man selv arbejder sig frem til egne standpunkter og står fast på dem, men levner dem man diskuterer med, fuldkommen samme ret og så i øvrigt lytter så meget, at man kan bevæge sig, hvis der kommer argumenter og indfald som man aldrig har tænkt over. Så skylder man sig selv og omverdenen at genoverveje. Livet er en stor genovervejelse. Det kan jo ikke være andet, men man må have et udgangspunkt, noget man står fast på. - Den der tolerancedjævel, er det også "I må mene, hvad I vil, men gå et andet sted hen", altså at man ikke orker at tage diskussioner op? Man kan ikke være alle steder og man kan ikke gide alt muligt. Tiden er jo knap, så man må vælge sine kampe, der hvor det er væsentligt. Men det er altså den følgagtighed som jeg ikke kan fordrage. Den holdning, at alle skal have lov til at have sin mening fører til, at det hele er ligegyldigt. Det er det ikke for mig. Det er klart at der er nogle grundlæggende holdninger og dem må man slås for. Jeg har jo på et meget tidligt tidspunkt taget spørgsmålet om udlændinge op, inden 1983, og loven kom først for Folketinget i 1984, og man fik at vide, at man var små racist og hvad man ellers kunne finde på at sige. Men jeg kunne jo forudse, at det ville give mange problemer, hvis vi fik mange udlændinge til Danmark. Det kan man jo godt sige, at eftertiden har givet mig ret i. Nu er de kommet, de udlændinge, og så må vi sige, at der er altså nogle grundlæggende holdninger som det danske samfund bygger på, og de er altså ikke til diskussion. - De er ikke til diskussion, de grundlæggende holdninger, men samtidig gælder frisindet vel også for de udlændinge der bor her? Det er klart! Der kommer et tidspunkt, hvor man må sige: Hvor langt rækker ens frisind? Rækker det også så langt, at frisindet knægtes. Hvor langt kan man gå for at beskytte frisindet, uden at man går ind i andres frihed? Der er man altså nødt til at sige det benhårdt, og det går begge veje. F.eks med religionsfrihed. Jeg er jo meget kategorisk med religionsfriheden. At tænke sig, at man fx vil forbyde muslimske tørklæder! Det er jo for mig, ud over alle grænser, en vederstyggelighed. Det er efter min mening en indgriben i religionsfriheden. Deroverfor er der nogen, der siger, at vi skal arbejde for kvindernes ligestilling, og det skal vi. Men vi ved jo ikke, hvor mange af de kvinder der går med tørklæder, der er underkuede. Det er der sikkert nogen, der er, men andre gør det som en demonstration, fordi de er trætte af at høre på den diskussion. Og vil man have flere tørklæder, skal man bare forbyde det. Det er et af eksemplerne. Et andet er de Radikale, som jo er meget kloge. De mener slet ikke, at man kan acceptere, at de har det der hedder (sharia)-lovgivningen. Det rager jo ikke os. Hvis de har nogle moralske regler, så må de jo have det i det omfang, det kan trives indenfor dansk lovgivning og danske grundliggende normer. - I dit barndomshjem var I jo lutheranere, men dine forældre var også meget interesserede i katolikker, jøder og interesserede i hvordan de så på verden. Sådan var frisindet også? Jeg ved ikke, om man var specielt interesserede. Jeg kan slet ikke huske, om der kom jøder i vores hjem… - Men I var åbne overfor det? Ja, klart. Jeg er født i 1943, og få måneder efter blev min morfar bragt til Horserød, fordi han var med til at få jøder til Sverige. Jeg er jo opdraget med bibelhistorie, og mest det gamle testamente, og det er jo jødernes historie, så selvom kristendommen er et opgør med hele den jødiske lovreligion, og at man ikke kan læse bibelen uden at læse ny testamente, så kan man jo heller ikke læse ny testamente uden at læse det gamle. Hvad sker der med teologistudiet? Du var jo meldt til? Hvor stillede din mand sig? Han var nok heller ikke begejstret, men man skal jo forstå, at det jo var en omvæltningstid. Så selvom jeg havde mødt ham, så blev jeg skrevet ind på universitetet efter studentereksamen og jeg var også derude, men så blev der jo lyst for os i kirken og så… det var jo altså svært at være nygift og alt det der skete med det, og så begynde på græsk og hebræisk. Havde det været kirkehistorie og jeg havde sluppet for græsk og hebræisk i starten, så kan det jo godt være, at jeg også var fortsat, men jeg var måske også skoletræt. Det er svært at sige. Det var mange ting på en gang, der gjorde at det flød lidt ud. - Men på den her måde nærmer vi os faktisk det andet fixpunkt i dit liv. Du læser jura og bliver færdig som 28-årig og bliver politifuldmægtig ved Roskilde politi, inden det skal jeg lige høre dig… du bliver jo nærmest landskendt, fordi du er den første kvinde der optræder i uniform? Ja, i en ulovlig uniform… - Hvad var det for en episode? Man havde den ordning dengang, at politifuldmægtige skulle "på græs", som det hedder, og da vi ikke alle kunne løbe rundt på den samme station, blev vi sendt til en anden, og jeg skulle til Lyngby. Pigerne, de kom i kriminalpolitiet, fordi der ingen uniform var til kvinder og mændene kom til ordenspolitiet. Men det ville jeg ikke lade mig spise af med, så jeg ringede til politimesteren og meddelte ham, at jeg ville altså gå ind et hold, på deres vilkår. Så sagde han, at så skulle jeg jo være i uniform. Jeg lovede så at anskaffe en uniform og min vicepolitimester skrev ind til rigspolitiet og søgte om, at jeg fik lov at iklæde mig uniform i en måned i ordenspolitiet. Og jeg har jo så en skrivelse for, at der ingen uniform var for kvinder på det tidspunkt og så kunne jeg jo kun møde op i en blå blazer med politiets idrætsblazermærke på lommen, og det var det nærmeste en uniform, jeg kunne komme. Men det var politimesteren ikke tilfreds med, og vicepolitimesteren sagde til mig: "du må finde på noget … ja ja hvis I syntes, at det er helt i orden", så jeg gik ned på stationen og fik det, der hedder en grønlænderjakke, altså den mindste jakke de kunne finde, hue og slips, og så syede jeg en sort nederdel. Og sådan kørte jeg patrulje i fire uger og gik fuldstændig ind på vilkår med de andre. Enten er jeg med, eller også er jeg ikke med… og på fjerde dagen var der Eremitageløb og politimesteren ville have at jeg skulle stille mig op… - Det lyder som om, at de læresætninger, så som grundighed, ingen forud indfattede meninger, ingen diskrimination, alle har ret til en fair rettergang. Det virker, som om at du har taget alle de ting med dig ind i Folketinget og ud i dit liv? Det er klart, at der en nogle grundlæggende ting, som præger ens sind og ens arbejdsmetode. Selv om jeg snart har været en større del af mit liv i politik end i politiet, så er det nok noget jeg tager med. Vist nok til stor irritation for mange på Christiansborg. - Hvorfor vil du hellere kaldes folketingskvinde end politiker? Altså jeg vil egentlig helst kaldes folketingsmand! Fordi det er en folkevalgt… - Men det er en kvinde da også? Ja, ja… jeg kalder ikke mig selv folketingskvinde, jeg bruger det sådan set ikke om mig selv… Men det er sikkert noget historisk, min morfar var jo folketingsmand, og det er for mig de folkevalgte. Det fornemmeste man kan opnå her i livet, det er jo egentlig at blive folkevalgt af borgerne. Det er jo den højeste myndighed, men altså med den modifikation, at man efter grundloven har den ret og pligt til at handle efter sin samvittighed og intet andet. Det var der måske nogle flere, der skulle turde en gang imellem. Vi kan ikke undvære partierne og i det daglige er det nødvendigt, at der er en partilinje og vi er jo også valgt på en liste. Jeg er valgt på Venstres liste og kan ikke bare skeje ud til højre og venstre. Men når jeg hører, at Socialdemokratiet siger, at der skal være endnu strengere partidisciplin, kan det godt fylde mig med sorg, fordi det er altså ikke meningen med at være folkevalgt. Og det er jo også derfor, jeg mener, at vi skal have den indre diskussion, vi skal udfordre vores egen magt. Det er farligt at have regeringsmagten, fordi man sætter sig for let til rette og bliver en del af systemet og så er det vigtigt at Venstres folketingsgruppe udfordrer regeringen hele tiden. - Hvad med ambitioner? Skal du være minister? Jeg ved ikke, hvad ambitioner er… Jeg er jo blevet tilbudt at blive kirkeminister, men jeg sagde nej tak, fordi jeg hellere ville være folketingsmedlem. Det var fuldkommen ligegyldigt, hvilken ministerpost statsministeren havde tilbudt mig, så havde svaret været det samme. Jeg mener at det var rigtigt for Venstre, fordi det er utrolig vigtigt, at der er nogen, som holder debatten i live, og at der er en indre opposition, der insisterer på den konstruktive kritik.