Retspleje

Folketings- medlem forlader Venstre

KØBENHAVN:Folketingsmedlem Anders Møller forlader Venstre og bliver i stedet løsgænger, både i Folketinget og i byrådet i Køge. Det meddelte han i aftes i en pressemeddelelse gennem sin advokat, Mikael Dreyer. Anders Møllers beslutning er en konsekvens af den sag om sexchikane, der har verseret et stykke tid, og som senest blev behandlet i går på et møde mellem repræsentanter for Venstre og HK. Efter mødet kunne faglig sekretær i HK Steen Preisler meddele, at Venstre står fast ved det forlig, som partiet har tilbudt politikerens tidligere sekretær i sagen. Men i pressemeddelelsen refererer advokaten Anders Møller for at gentage sine tidligere udtalelser om, at han betragter sig som uskyldig, at der ikke har fundet nogen sexchikane sted, og at han ikke har indgået en aftale, som skulle indeholde en såkaldt tavshedsklausul. Derfor har advokat Mikael Dreyer rådet sin klient til at gå videre med sagen. - Jeg har forberedt min klient på, at denne sag godt kan blive langvarig, og da Anders Møller har et stort ønske om at skåne Venstre mest muligt, stiller han nu sit medlemskab af Venstre i bero og bliver løsgænger i Køge Byråd og i Folketinget, hedder det i pressemeddelelsen. Sagen med Anders Møller står på dagsordenen for et møde i dag i Venstres folketingsgruppe. Her skal medlemmerne bl.a. tage stilling til, hvem der skal betale de omkring 30.000 kr. i erstatning til sekretæren, som er et resultat af forliget. - Der bliver ikke lagt op til direkte beslutninger, men jeg vil komme med en redegørelse til gruppen, og så skal vi tage stilling til det, sagde Venstres gruppeformand, Christian Mejdahl, i går. Men vel at mærke, før Anders Møller havde meddelt sin beslutning om at forlade partiet. HK har tidligere tilkendegivet, at Venstre bør betale en forhøjet erstatning, fordi Anders Møller ved at erklære sig uskyldig i anklagerne efter HK's opfattelse har brudt indholdet i forliget. Efter mandagens møde ville Steen Preisler dog ikke oplyse, om han havde rejst dette krav over for partiet. Advokat Mikael Dreyer skriver i sin pressemeddelelse, at Anders Møller "ikke har noget ønske om at benytte sig af de mange tilbud om at optræde i medierne, da han af gode grunde har fået et noget anstrengt forhold til medierne." Anders Møller opholder sig i øjeblikket i New York, hvor han deltager i FN's Generalforsamling. Den 30-årige politiker blev nyvalgt til Folketinget ved valget for knap et år siden. Han opnåede samtidig genvalg til byrådet i Køge og til Roskilde Amtsråd, men den 1. januar tog han orlov fra amtsråd for at koncentrere sig om sit arbejde i Folketinget og i byrådet. /ritzau/