Slagterier

Folketingsmedlem vil tvinge Danish Crown til salg af slagteri

Som situationen er efter mandagens møde mellem Hjørring Kommune og Danish Crown, er det ikke sikkert, at bygningerne fortsat kan indeholde et slagteri. Derfor skal slagterikoncernen nu tvinges til at afstå slagteriet med produktionen, således der fortsat kan være et slagteri i byen.

Det mener det nyvalgte medlem af Folketinget Per Clausen, der er fødevarerordfører for Enhedslisten. - Det er helt uanstændigt, hvis Danish Crown vil forhindre, at slagteriet kan drives videre. Derfor vil vi nu tage initiativ til de nødvendige lovændringer, der kan tvinge Danish Crown til at sælge slagteriet i Hjørring på rimelige betingelser til folk, som er indstillet på fortsat at drive et slagteri i Hjørring, siger Per Clausen, der mener, at muligheden for tvang ligger gemt i konkurrencelovens paragraffer. - Her kan virksomheder, der kontrollerer over halvdelen af markedet, pålægges at afgive en del af deres produktionskapacitet, tilføjer Per Clausen.