Folketingsvalg i vejen for kampen om skattecenter for skattecenter-kamp

AARS:Først efter folketingsvalget kan de fire kommuner i den kommende Vesthimmerlands Kommune tage næste skridt i kampen om at få placeret et skattecenter i Himmerland. - Vi havde besluttet os for at rette henvendelse til Dansk Folkeparti, der støttede regeringens beslutning om oprettelse af 30 skattecentre, nemlig i et forsøg på at få partiet til at skifte holdning, men nu er valget udskrevet, så vi må først lige se, hvordan folketings- og regeringssammensætningen bliver efter valget, siger skattechef ved Aars Kommune, Find Korsbæk. Sammen med kommunaldirektørerne Mogens Kristensen, Aalestrup, og Peder Eg Pedersen, Farsø samt finanschef ved Løgstør Kommune, Hans Jacob Jensen, havde Find Korsbæk forleden foretræde for Folketingets skatteudvalg med det formål at fremføre ønsket om et skattecenter i Himmerland, idet området overhovedet ikke er betænkt med et af de 30 centre, der oprettes landet over. - Uofficielt har vi hørt, at Vesthimmerland kommer under skattecentret i Skive. Det vil gå stærkt ud over nærhedsprincippet, som regeringen ellers fremhæver i forbindelse om de kommende skattecentre, siger Find Korsbæk. -Det vil ikke mindst ramme folk uden bil. Med offentlige transportmidler vil det fra Vesthimmerlands kommune tage en hel dag at foretage blot et kortvarigt besøg på skattecentret i Skive, tilføjer Find Korsbæk. Han peger også på, at skattepersonalet i de fire kommuner vil få urimeligt langt til arbejde.