Folkeuniversitetet klar med efterårsprogram

Naturvidenskab 3. august 2007 06:00

AALBORG: Er vi alene i det umådelige verdensrum eller vrimler det med liv derude? Det er nogle af de store spørgsmål, som Folkeuniversitetet vil forsøge at hjælpe folk til at få et svar på i den kommende sæson. Folkeuniversitetet har inviteret astrofysiker, ph.d. Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium til at forsøge at give et svar på, om der er liv uden for Jorden. Arrangementet, der er gratis, afholdes den 13. september i Aalborg Universitets nye lokaler i Toldboden tæt ved Aalborgs nye havnefront. Folkeuniversitetets nye efterårsprogram rummer derudover en række nyheder. Fra nyt om Galathea-ekspeditionerne, ”Intelligent design” (om den komplekse udvikling af jordens biologiske systemer), Kierkegaards bud på et moderne coachingbegreb, kvinders vilkår i oldtiden og nyt om den seneste søvnforskning til foredrag om dansk møbelkunst og hvordan man prissætter kunst. Folkeuniversitetet samarbejder med en række af Aalborgs forskningsinstitutioner og bl.a. bidrager Culinary Institute of Denmark med et par spændende foredrag om vin og vinsmagning. Også Aalborg Universitets forskning er rigt repræsenteret, blandt andet med besøg på universitetets institut for nanoteknologi, foredrag om centrale monumenter i Rom, en række foredrag om aktuel sociologi, samt flere kursusdage om musikterapi. Folkeuniversitetet samarbejder også med Aalborg Teater om en række teaterintroduktioner, hvor teatergængere nu får mulighed for at komme bag om forestillingerne ved en række foredrag med cand.mag. Else Knuth-Winterfeldt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...